Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Angst for alt?

Hej.

Jeg er en pige på femten år, som egentlig lidt bare har bruge for at skrive nogle ting, nogle ting om hvordan jeg har det. Måske for at der er en, som måske vil forstå mig.

Udadtil er jeg en glad og smilende pige, som elsker at være sammen med venner og veninder. Men jeg har også bare den side, hvor jeg ikke er så glad. Hvor jeg ikke er glad, og på en måde har mistet livslysten. Jeg er bange for at dø, men på en måde, er jeg heller ikke.

Siden jeg var elleve, tolv år har jeg haft det her angst, som selvfølgelig har udviklet sig meget med tiden. Det startede med, at jeg bare var bange for at være alene hjemme, hvor efter det udviklede sig til at jeg ikke turde at gå de halvtreds meter fra bussen, og hjem til mit hus.

Det begyndte pludselig at være sådan, at jeg kunne finde på at gemme mig i grøften indtil der ikke kom flere biler forbi mig. (Bor ved siden af en hovedvej, hvilket vil sige at der kommer ret mange), og på det tidspunkt var jeg faktisk også 13, og kan stadig finde på at gemme mig hvis der kommer en bil forbi mig.

Jeg har altid undgået at være alene, hvis jeg skal i byen har jeg altid en med mig, fordi jeg er så bange. Også selvom jeg går med to, tre andre piger/drenge. Men jeg er så utryg, og jeg ved ikke en gang hvad der er, som jeg er bange for. Det eneste jeg ved, er at jeg har angst for at være alene.

Nu er det sådan, jeg er femten og snart seksten – jeg er jo en “stor pige” som ikke tør at være alene. Jeg går på efterskole, hvor jeg bor med to andre piger. Vi har det rigtig godt sammen, men det er tit sådan at jeg falder sidst i søvn, og pga. angsten stopper jeg altid min musik, hvis jeg kan høre der kommer en bil og starter først musikken når jeg kan høre, at der ikke er andet.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op med dette, jeg har nogle lærer og veninder, men det er ikke altid at de forstår det. Jeg sover ikke om natten og heller ikke når jeg er hjemme, fordi jeg er utryg ved at sove, specielt hvis jeg er den eneste som ikke sover.

Hvis jeg er den sidste som er vågen, kommer jeg ikke til at sove ret meget. Ligenu er jeg i en periode, hvor jeg ikke kan sove om aftnen, fordi jeg virkelig er bange. Bange for alt, hvad der kan ske.

Jeg tror måske ikke, at i kan hjælpe mig med mit problem. Men sommetider er det bare rart, hvis man skriver det ned. Også hvis andre måske vil kunne forstå, og relatere til det. Men ja, det var det.

xx.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Det er godt du skriver, for du skal ikke have det sådan. Du skal ikke gå rundt og være bange helt alene, uden at få den hjælp, du har brug for.

Der er en del unge der, som dig, oplever at være bange, og at angsten vokser og sætter begrænsninger for det liv, der skal leves med venskaber, fritid og skole. Og det er ofte pinefuldt og flovt at fortælle om. Ligesom det kan være svært at bede om hjælp til at få arbejdet med angsten, så den ikke tager styringen. Angst kan helt tage pippet fra en, og man kan miste lysten til hvad som helst, selv til livet. Du beder om hjælp, og det er første skridt på vejen til at få det bedre. Godt gået!

Jeg ved ikke, om du har snakket med nogen om, hvor meget det fylder i dit liv? Hvis ikke, er det dér, du skal starte. Det er ikke dig, der er fjollet eller bare skal tage dig sammen. Du har et reelt problem, der vokser og vokser. Derfor skal du have hjælp til at få arbejdet med det. For du har - lige som alle andre - ret til at have et dejligt liv med sjov og grin og lethed, uden at angsten lurer lige om hjørnet og spænder ben for dig. Og det kan du godt få! Det kræver noget af dig, nemlig at du får hjælp til at arbejde med det, der er svært. 

Du kan enten snakke med dine forældre, en lærer på efterskolen, som du føler dig tryg ved, eller du kan gå til din læge, og fortælle, hvordan du har det. Så kan de hjælpe dig med at få den rette hjælp. For angst kan man nemlig godt slippe af med. Man skal bare have noget professionel hjælp.

Hvis det er alt for svært at snakke om, så kan du skrive det ned. Du har formuleret det rigtig fint og tydeligt i dette brev. Du er også velkommen til at vise svaret her, hvis du synes, det kan støtte dig. 

Jeg ønsker dig held og lykke på vejen til et dejligt liv, hvor du ikke længere er bange.

Du er altid velkommen til at ringe til børnetelefonen, hvis du har brug for at snakke mere eller vil fortælle, hvordan det går med det hele.

De bedste tanker til dig,

Venlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat