angst eller hvad det kan være
Hej
jeg er en pige på 16, der sgu har det lidt svært med mig selv.. jeg ved bare ikke helt hvad det er eller om der overhovedet eller jeg bare klynker. Jeg skrev det her for cirka 2 måneder siden for jeg vidste ikke helt hvordan jeg ellers skulle komme ud med det:
Fra den udadvendte verden er nemt at tænke at en person har styr på det hele. Bare fordi man kan se at jeg har gjort noget ud af mig selv og kommer måske med smilet først, så må jeg jo ikke have nogen bekymring overhovedet. Man tænker jo at hvis man ikke kan se, så er det der slet ikke.. Som om at smerte ikke eksisterer medmindre du bløder, du kan se mærker eller noget helt tredje. Men nogen gange er det mest smertefulde noget man slet ikke kan se.
Så vi lærer at smile, fordi ingen kan lide at snakke om de svære ting. Jeg kan ikke lide at snakke om de svære ting.
Tingen er den at jeg ikke ved hvad der er galt.
Det bare noget der sker med mig en eller flere gange om ugen, hvor det føltes som om jeg er ved at knække sammen. Selvfølelig har jeg os gjort det, bare ikke foran nogen. Det er som om at med et vender alt for mig. Jo jeg går rundt med en lille smule af det i løbet af dagene som ku være f.eks. jeg skal tænke over hvad jeg siger, hvordan jeg fremstår. Lidt ligesom en lille dosis.
Jeg ligger ikke engang mærke til at jeg, knækker min finger sidder og vipper med mit ben, fod hånd eller what ever.
Jeg ligger ikke mærke til at jeg bider min læbe hele tiden og jeg ikke kan sidde og arbejde om en enkel opgave i fucking 10 min uden at min hjerne flyver i sine egne tanker igen.
Det så frustrerende jeg ikke ved hvordan jeg skal sætte ord på det. Jeg har lagt mærke til at hvis jeg strækker min hånd og finger ud kan den ikke holdes stille.
Nogen gange kommer de store dosis også sådan som sagt en eller to gange om ugen. Og jeg hader det.
Det føltes som om mine celler bevæger sig så hurtigt at mine blodåre springer. Det følelses som om at den mindste kommentar kan få mine mig til at knække og jeg vil bryde sammen. Det er som at mine øre lukker af for alt og jeg bare sidder tilbage med mit fucking hoved der ikke gider lukke ned. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare den følelse.
Det er som om jeg er nød til at holde fast om mig selv,
som om jeg er den eneste mulighed for at få det her tomhed, de her følelser, det er med at mit hoved er ved at eksplodere til at stoppe.
Og når den her situation sker ungår jeg tit øjenkontakt,
ik fordi jeg ikke lytter til det folk siger men kun fordi jeg sidder lytter til min egen stemme.
Håber på at igennem folks øre vil de ikke kunne høre at den er for stille eller for høj og på kanten til at knække fordi mine håndfalder sveder og jeg åbenbart kommer til at glemme og snakke de ord jeg vil, men kun kommer til at snakke med nervøsitet. Jeg er hele tiden ved at bryde sammen i gråd.
Det følelse nærmest som ild,
som hele mine krop bliver opvarmet til det maksimale og jeg ikke ved hvordan jeg køler mig selv ned igen.
Det følelse som at drukne, men det følelse også som at blive brændt.
Og jeg kan bare ikke finde ud af svaret til løsningen. Det ikke ligesom i matematik hvor jeg regne mig frem til problemet, for det meste af gangene er der jo slet ikke noget problem. Der er ikke sket en livs- eller dødssitiuation, der er ikke nogen grund,
der er kun følelser og jeg føler dem alle sammen på samme tid.. det som et lille anfald.. angstanfald.
Jeg får også de vildeste hovedpiner nogen gange. Ikke bare sådan en normal hovedpine hvor det gør lidt ondt, men sådan at det følelse mit hoved er ved at springe i luften. Det gør så vanvittig ondt. Det ikke et sted på/i hovedet det er over det hele.
Det sker nogen gange de underligste steder.
Det skete på et tidpunkt i klassen, hvor jeg bare blev overmandede af den her ubehag og det var nærmest som om jeg fik vejrtrækning problemer. Mine hænder rystede og jeg var nød til at vibrerer med en af dem. Det føltes som om jeg blev fanget i det mindste rum og jeg kunne ikke komme ud derfra. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre der selvom jeg bare havde lyst til at løbe ud af klassen og ud på græsset for at få luft.. Men det endte med jeg satte høretelefonerne i og sad med lukkede øjne i 1 minut selvom læreren talte og jeg blev også bedt om at tage dem ud og lytte efter. Jeg kan ikke huske hvad vi lavede i den time.
En anden gang skete det da vi var til samling og det var lige så slemt for der kunne jeg ingenting. Ingen musik eller mulighed for a smutte. Det sker også om aften, når vi bare er på gangene.
Noget af det trælse er os at jeg gerne vil være sammen med de andre selvom jeg har det som jeg har det. Jeg prøver altid og smile så meget jeg kan. Og ja selvfølgelig har jeg det sjovt det er der ingen tvivl om. Det er os kun når de perioder sker eller hvad man skal kalde det.
Det væreste er at folk tit kan se det på mig og de spørg om jeg er okay. Og selvfølgelig svare jeg at jeg har det helt fint
for forfanden hvor skal jeg ikke have folks melidenhed. Det er virkelig det væreste.
Og jeg kan ikke fortælle dem hvis det skulle være hvad der er galt FOR JEG VED DET IKKE……
Nogen dage er bedre end andre. Nogen dage er værre. Men de er jo os kun dage. Og jeg har en helvedes masse af der hvor de kom fra.