Angst..

Kære pige Tak for dit meget fine og ærlige brev. Når jeg læser det, får jeg indtryk af en meget stærk pige, der tør reagere på sine følelser og tanker og ikke bare vil lade stå til og acceptere, at have det dårligt og være ked af det. Du har talt med din mor og måske med lidt bedre held, din læge, og det er det helt rigtige du har gjort for at hjælpe dig selv bedst muligt. Du skriver også, at du talte med din læge om det hele og det er utrolig flot og ansvarsfuldt overfor dig selv, at lægge alle kort på bordet. Hvor er du sej! Det er måske lidt svært at gå rundt om en mor, du har følelsen af, først tog din situation seriøst da du havde talt med din læge, men du har på trods kæmpet for at blive hørt og det er bare virkelig flot. At du er så ærlig om, hvordan du har det gør, at dine omgivelser vil komme til at have lettere ved at hjælpe dig. Jeg tænker, at det er en rigtig god ide, at tale med en psykolog. En der kan stille dig de rigtige spørgsmål og hjælpe dig i land med den gode rejse for at få det bedre, som du selv har startet. Det kan måske også være rigtig godt at tale mere med din familie og din mor, som nu måske bedre og bedre kan se, at der er noget der ikke er som det skal være. Men at tale med en helt anden kan måske ofte være nøglen til at komme helt sikkert i land. Vil din læge måske hjælpe dig med at finde en at tale med? Når angsten får fat i dig og fylder dine tanker, så er det super vigtigt, at du har eller får nogle redskaber til at tackle den. Når man har noget man ved, at man skal prøve at holde sig fra at tænke på, så er det endnu sværere at lade være med at tænke på og måske får angsten endnu mere plads end den egentlig burde af den grund – det er ligesom hvis jeg siger til dig, du må ikke tænke på en blå elefant, ja, så kan man næsten ikke lade være. Giver det mening? Vores hjerne har det med at gribe fat i det vi er angste eller bekymrede for og det kræver hjælp at ændre denne tankerække. Lægen gav dig et redskab i form af at prøve med en pose, når angsten melder sig, måske en ide at give det en chance og se hvad der sker. Vaner tager tid at ændre, lige nu er det en vane at når det er spisetid, så tager angsten over og tankerne myldrer frem, du beskriver at sådan har det ikke været altid, altså er det en vane der er kommet til dig og derfor også en vane der kan ændres, men det tager tid, hjælp og tålmodighed. Virker til din læge, tænker du skal forsøge med posen først og ellers vende tilbage til ham og få en snak om psykologsamtaler, som jeg kan fornemme du er åben for. Man mærker tydeligt du er parat til at få hjælp og arbejde for at få det bedre, det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, du er sej. Et andet redskab til at aflede dine tanker kan være at spise mens du laver noget andet, for eksempel hører musik, ser lidt fjernsyn, så fokus kommer væk fra maden, hvad tænker du mon om det? Det kan også være hjælpsomt at fokusere på at trække vejret og følge vejrtrækningen helt ned i maven og følge den op igen til næsen. Herved ændrer du fokus på, hvor du har dine tanker, altså væk fra hovedet og ned i kroppen. Dette kan være med til at skabe ro igen, måske har du lyst til at prøve denne metode?Du skriver som noget af det sidste at du bare gerne vil ”…have det som før”. Af det kan jeg læse, at du ved at der findes bedre og det er rigtig vigtigt, at du, som nu, bliver ved med at holde fast i, at der findes noget bedre og det er du selvfølgelig tjent med at opnå igen. Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke. Håber du snart kan invitere alt det gode ind og fylde dit liv igen.   Kærlig hilsen Børnetelefonen