Brev

angst?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12 årige pige

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, du skriver. Tanker om at være bange/angst er bedst at dele med andre.

Jeg kan forstå, at du har fortalt din far om dine oplevelser med angstanfald og hvad du er bange for, og at han allerede har foreslået, at I skal gå til lægen – er det rigtigt forstået? Jeg synes, som dig, at det er en rigtig god idé. Det lyder til, at din far gerne vil hjælpe dig.

Du vil hos lægen, sammen med din far, få mulighed for at fortælle om dine tanker, bekymringer og hvordan du nogle gange kan have det på vej til skole..

Jeg synes, du har vist så meget gåpåmod, ved at fortælle ham om nogle af tingene, der sker og lidt om, hvordan det er at være dig.

Din far virker  opmærksom på, hvad du siger,  når du har brug for det. Det tyder på, at han også vil  kunne lytte til dig, hvis du fortæller ham, at du tror, du har angst.

Jeg kan høre, at der er flere, du kender i din omgangskreds, som har oplevet angst og jeg tror, det er rigtig vigtigt, dét som du gjorde for din veninde: Du prøvede at få hende til at falde til ro.

Alle mennesker kender til at være bange – det er en helt almindelig følelse, ligesom at være gal, glad osv. Angst er noget mere voldsomt, hvor kroppen kan reagere stærkt. Det lyder som om, at du godt allerede ved noget om det.

Er der måske noget, du selv kan komme i tanke om at gøre, for at komme til at slappe mere af? Fx når du cykler til skole?

Jeg tænker lidt på, om det måske er muligt, fx at følges med en kammerat? Det kan jo være, der ikke er nogen, der skal samme vej, men hvis der er? Så kunne en voksen, far eller en lærer,  måske hjælpe dig med at aftale?

Måske kunne din far cykle med dig, hvis der er tid til det?

Nogle  gange kan følgeskab, til helt almindelige dagligdags ting, få mennesker til at slappe af og helt glemme, at der er noget man kan være bange for.

Er det mon muligt at tale med en lærer, om det der er svært lige nu? Én som du er glad for og tør snakke med? Lærere har nemlig også pligt til at hjælpe deres elever med de ting, der gør hverdagen svær.

Hvis du vil læse mere om at være bange/angst, kan du gå ind på:

Børnetelefonen.dk/bange-utryg-angst – Her kan du få gode råd til, hvad du kan gøre, og måske se muligheder til noget, der kan give dig lidt ro. Du kan også læse andre børns breve. Det hele er anonymt – ingen navne.

Kan du få mod til at fortælle din far mere om dine tanker om angst? Du er jo allerede godt på vej, fordi du allerede har fortalt ham om noget af det, der er sket for dig.

Du kunne for eksempel sige til ham: “Far, jeg tror måske, at jeg har angst. Jeg har hørt om det i skolen og set en af mine venner have et anfald. Jeg tror, at det er det samme, som er sket med mig. Jeg vil virkelig gerne til lægen nu. Jeg vil gerne have hjælp til at få det bedre.”

Det er en god ide at vælge et tidspunkt, hvor din far har god tid. Det kunne være om aftenen eller i weekenden. Måske kan I gå en tur sammen eller sætte jer i sofaen med en kop te – eller hvad I nu gør, når I skal hygge jer.

Nogen børn, synes at det er nemmest at sende en besked først, hvor man for eksempel skriver: “Jeg vil gerne tale med dig om noget vigtigt. Kan vi tale sammen i aften?”

Du kan også vise ham dit brev og mit svar. Eller du kan skrive et nyt brev til din far. Måske kan du bruge vores side Skriv det til nogen

Dit brev viser  helt tydeligt, at du har brug for en voksen til at hjælpe dig. Heldigvis kan du mærke, hvad du har brug for! Det er en styrke, som du kan bruge, når du taler med din far og andre voksne.

Det kan være en idé for dig at ringe til BørneTelefonen tlf. 116111, og få en snak med en voksen rådgiver, om dine tanker og om hvordan du har det.

Når I kommer til en snak med lægen, kan du have brevet med og måske også mit svar? Det kan være en god støtte, når du sidder og skal fortælle.

Jeg håber, svaret kan bruges til at skubbe din far ud af døren og hen til lægen sammen med dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige eller hvis frygten styrer, den måde man er på, og hvordan man har det, så er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogen oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Chat
Chat