Kære 16-årige pige.
Tak for dit brev. Det var godt du skrev, for jeg kan læse, at du lige nu har det svært, fordi du ikke kan komme ud af døren derhjemme. Du skriver ikke helt præcist, hvad du har brug for hjælp til. Men jeg forestiller mig, at du har brug for råd til, hvad du kan gøre, så du igen kan komme ud af huset. Det er helt normalt at være bekymret eller føle angst. Nogle føler det i højere grad end andre. Og det lyder som om, du i en periode nu har følt dig meget bange for eller ængstelig omkring at skulle forlade huset.
Jeg vil lige fortælle dig, at selvom du er træt af det hele og det føles håbløst lige nu, så kan man lære at kontrollere de bange tanker eller angsten. Og jeg lægger faktisk mærke til, at du giver udtryk for, at du rigtigt gerne vil ændre på det. Du vil gerne kunne gå ud af huset igen. Du har allerede undersøgt muligheder for at få hjælp. Måske kan du bruge den lyst til at få hjælp, til at få sagt det til nogle mennesker, der kan hjælpe dig.
Du nævner både at du har en ungevejleder og en ungerådgiver. De kan også godt se, at du har det svært. Jeg kan ikke læse ud af det, du skriver, hvordan de har forsøgt at hjælpe dig. Kan du mon tale med dem om, at du har brug for noget konkret hjælp til igen at kunne komme ud af huset, og at du har tænkt på, om der er en psykolog i kommunen, der kan komme hjem til dig? Det kunne være første skridt på vejen.
Du nævner at din mor drikker og at du ikke føler, at du kan sammen med din far. Betyder det, at du ikke føler, at du kan regne med deres hjælp? I så fald, så kan du overveje, om der er andre voksne i din omgangskreds, du kan ringe og tale med. Kunne det f.eks. være din kærestes forældre? Du nævner, at han gør alt for at hjælpe dig. Du skal vide, at selvom det er dig der har det svært, så er det ikke alene dit ansvar at gøre noget ved det. Det er de voksne, der skal hjælpe, og det er derfor jeg foreslår dig at tage fat i nogle voksne.
Afsluttende vil jeg foreslå dig at prøve at give dig selv nogle små daglige opgaver derhjemme. Du skal ikke starte med at forlade huset. Men prøv i stedet at se, hvor langt du tør gå. Er det ud i gangen, hen til døren, lige uden for døren? Bliv stående noget tid, inden du går tilbage igen. Og gør så det, så mange gange, at det føles ufarligt. Gerne et par gange om dagen. Når det føles ufarligt, så prøv at gå lidt længere væk. Og gør så det, så mange gange, at det føles ufarligt. Og fortsæt så. Dvs. du skal prøve at udfordre dig selv i små skridt, men kun så meget at du ikke bliver meget utryg. Giver det mening?
Så kære 16-årige pige. Jeg kan mærke en vilje i dit brev. En vilje til at ændre på tingene. Og det er faktisk den allervigtigste forudsætning for, at komme i gang med at forandre det, der er svært. Du er altid velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen på 116111, hvis du har brug for flere råd.
Kh Børnetelefonen
