Andre
Jeg er bange. Ikke som i frygt for noget, bare bange. Det er ikke på grund af min angst, måske lidt, men det har ingen betydning. Jeg vil gerne vide, hvorfor, jeg er så bange for at fortælle folk, (mest min familie, venner og kærste) om mine problemer. Jeg vil bare havde at de har et billed af en glad mig. Jeg vil ikke havde at de skal bære rundt på mine sorger, bekrymringer og tanker.
De siger at jeg er for hård ved mig selv, jeg ikke lytter til mig selv. Jeg kan få hvilken, som helst til at fortælle mig en hemmelighed, men det er vild svært at læse mig og forstå mig. Jeg gemmer mig, når jeg er ked af ting, men jeg vil så gerne findes. Jeg vil ikke gøre krav på folks opmærksomhed, men jeg vil gerne havde den nogen gange, det er som om jeg ikke er til at stille til freds.
Jeg prøver at gemme d¨ting væk og lytte til andre, som en slags byttehandel nogen gange, jeg forventer at mine venner også skal høre så mine problemer, men det gør de sjældent. Jeg elsker min kæreste så meget, men jeg vil bare gøre ham glad, jeg vil ikke se sorgen på hans andsigt, når han høre om mig. Jeg er så anderledes og sig ikke at det er narturligt for teenager, jeg har læst psykologi, jeg har prøvet at hjælpe mig selv.
Hele min familie er bange for at jeg skal ende, som min bror, som er psykisksyg og mit stress, depretion og angst hjælper ikke lige frem på det, det er heldigvis ikke i en slem grad jeg har det, men…….
Jeg har glemt mit spørgsmål og det kan jo også være lige meget, kan det ikke? Jeg kan ikke se hvad folk ser i mig og folk vil ikke sige det. Jeg gider ikke selvmord igen, jeg har prøvet på det en gang, det var rigtig dejligt, men da mine forældre opdaget mig og tiden efter var forfærdelig. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få alt til at køre rundt.
På forhånd tak for hjælpen, hvis du/i har forstået hvad jeg har skrevet