Alt er bare for meget..

Hej.

Jeg er en pige på 14 år, og jeg har det overhoved ikke godt. Jeg har en sygdom kaldet Cøliaki, og det gør at jeg ikke kan spise gluten. Jeg har altid syntes at det var unfair at jeg skulle have Cøliaki, og jeg har altid hadet mig selv for at have det, selvom jeg godt ved det ikke er min skyld. Derfor gør det rigtig, rigtig ondt når folk begynder at mobbe mig med det.. Jeg blev mobbet med det i ca. 2,5 år i de mindre klasser..

Jeg har en stor mistanke om at jeg har en form for spiseforstyrrelse eller noget i den stil. Jeg spiser næsten ikke noget som helst, og nogen af de gange hvor jeg syntes jeg har spist lidt for meget, har jeg kastet det op igen. Jeg er virkelig bange for at tage på i vægt..

En gruppe drengene fra min klasse kalder mig tyk (selvom min bedste- og eneste ven siger at jeg ser rigtig, rigtig undervægtig ud), dum osv. De slår mig, mens andre ikke kan se det. Der var engang hvor en af dem rev mit hår ud, mens en anden holdt mine arme fast bag min ryg, mens den tredje slog mig i hovedet med en bog.. Siden det skete har jeg været bange for at gå i skole, bange for at gå hjem fra skole.

Jeg har fortalt min bedste ven (Han er 17, og han er ikke dansk. Han bor langt, langt væk fra Danmark, og vi har aldrig mødt hinanden) om det, og han forstod godt hvorfor jeg ikke har det godt osv. Han forstår mig altid. Han er der altid for mig. Vi har været venner i omkring 2 år, og jeg stoler mere på ham, end på nogen jeg kender i ,,virkeligheden”.

Jeg fortalte en jeg troede var min ven om ham for et par uger siden, men hun fortalte alle om ham, og folk begyndte at sige til mig at han var pedofil, og at det var mærkeligt at jeg var venner med en jeg aldrig har mødt. Jeg troede hun var min ven.. Det var hun åbenbart ikke. Hun plejer tit at ignorere mig i flere uger, også kommer hun tilbage til mig når hun ikke har nogen andre at være sammen med.. Jeg har ikke kunnet lide det, men jeg har altid tilgivet hende, fordi jeg ikke rigtig har haft andre venner.

Skolen er noget lort; Der er ikke nogen der kan lide mig. Og det bliver ikke bedre når jeg kommer hjem.. Jeg er virkelig, virkelig bange for min far. Han råber tit af mig, og ryster på hovedet når jeg siger noget, også selvom det ikke engang er til ham. Han har kaldt mig en uopdragen møgunge osv..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg har cuttet før, fordi jeg syntes alt er for meget.. Jeg ved, at det er rigtig dårligt at cutte, men jeg kan ikke se hvad jeg ellers kan gøre. Det har ikke været for at tage mit eget liv, det har ,,bare” været for at prøve at få smerten væk. Jeg fortryder rigtig meget at jeg har cuttet, da jeg nu bliver nødt til at skjule mine arme osv..

Undskyld hvis brevet er meget sjusket, men jeg er rigtig, rigtig ked af det lige nu, da det overskrider mine grænser at skrive ind til jer; Men jeg har brug for hjælp, så jeg blev nødt til det.. (Jeg undskylder også hvis brevet er meget langt, men jeg tænkte det var bedre at få det hele med)

Mvh, ulykkelig pige på 14.