•JEG KAN snart IKKE MERE•

Hej BørneTelefonen.

Jeg havde ikke mod nok, til at ringe til jer, derfor vælger jeg at skrive et brev, da jeg er meget bedre til at formulere mig på skrift, håber det går:)

Jeg er en 16 årig pige, med en lang og måske lidt hård fortid ?

Min far var alkoholiker, begik selvmord da jeg var helt lille, omkring 5 år og dagen i dag er jeg jo 16.

Der var blevet sat ild til vores hus, da mig og min familie sent om aften lå og sov, HELDIGVIS vågnede min mor forholdvis hurtigt. Jeg har gået i AKT – klasse ( special klasse ) helt ind til 5 klasse.

Fra jeg var 10-11 år, til jeg var 15 blev jeg udsat for en masse overgreb og presset til en masse ting.. da jeg var 10-11 lod min bedste veninde hendes ven misbruge mig, altså de sagde jeg skulle ha’ sex ( samleje ) med ham, jeg vidste jo ingenting dengang, jeg gjorde jo bare hvad folk sagde … han var cirka 2 år ældre end mig. Det skete 1-2 gange om ugen, at mig og ham skulle have samleje, jeg sagde flere gange jeg ikke ville, men de pressede mig, og jeg kunne bare ikke sige nej, det var jeg bange for, fordi så troede jeg ikke de ville være venner med mig mere. På et tidspunkt siger jeg til men daværende bedste veninde, at jeg ikke ville det her mere, men sagde til mig, at jeg skulle gi ham et blowjob, for ellers så siger hun til alt og Alle, mig og ham havde haft sex, og det ville jeg jo ikke have, så jeg gjorde self det bare, det her med sex osv. Stod på i næsten et år, måske 9-10 måneder.. – da jeg var 12 lærte jeg en lidt ældre mand, måske start 50’eren, Idk. Han kom ikke hjemme ved mig og jeg kom ikke hjemme ved ham, jeg mødte ham for det meste helt tilfældigt. På et tidspukt siger han så, om jeg ville give ham et handjob, jeg sagde flere gange nej, men han forsatte ligesom med at presse mig, og jeg kan ikke arbejde under pres, så jeg gjorde det.. der skete flere ting, som f.eks han pressede mig til at kysse med ham osv. – da jeg var 13 år, var jeg hjemme ved en veninde, som skulle hjem til sin far, og faren havde en ven på besøg, ( også en mand ) på et tidspunkt køre min venindes far, mig og min veninde sætter os i hver sin stol og sofa, og derefter sætter ham den lidt ældre på næsten 60 år, ved siden af mig.. han begynder at tage sin hånd under bordet, og ligger den på mit knæ, og køre op mod mit skridt .. jeg trækkede benene sammen, og han fjernede sin hånd, ham har jeg ikke set siden. I 2015 havde jeg en god ven, han skrev og spurgte om vi skulle være sammen en dag, og jeg skrev det kunne vi godt finde ud af. Da vi så finder en dag, spørger han så hvad vi skal lave, jeg skrev det vidste jeg ikke, han sagde vi kunne ha sex, jeg skrev det ville jeg ikke, han forsatte hele aften med at skrive, og til sidst skrev jeg ‘ ok vi kan godt have sex ‘ men inderist inde ville jeg ikke, men jeg orkede ikke han forsatte med at skrive og skrive omkring det. Da jeg kom derhen sagde han jeg skulle ligge mig nøgen under hans dyne, jeg sagde nej, også fordi han intet kondom havde .. men han forsatte med at sige kom nu, gør det nu bare, jeg gjorde det så, han kom ind og lå en trøje over mit hoved så jeg intet kunne se, og han holdte på trøjen, så jeg ikke kunne fjerne den.. han ‘ ordner ‘ så det han skal, og jeg siger flere gange undervejs at jeg ikke vil det her og han skal stoppe, men han forsatte, det føles som evigheder, men det stod ‘ kun ‘ på i 5-10 minutter.

Der er sket så mange ting, i hele mit liv, men lad os springe frem til for omring 1,2 år siden.

Der skete meget i mit liv, for 1,2 år siden cirka, så på et tidspunkt stod jeg på mit toilet og cuttede .. havde ikke styr på hverken mig selv, eller mine tanker.. jeg gjorde det bare… der gik ikke rigtig noget igennem mit hoved, jeg gik alene med det i 8 måneder, før jeg havde mod til at skrive det til en person jeg holder meget af og stoler meget på.

Jeg har cuttet meget, nogle gange dybt og andre gange ikke så dybt, prøvet at tage mit eget liv 2 gange, men nogle må have holdt hånden over mig, siden jeg stadigvæk er her.

– jeg har aldrig været en åben person, og derfor er det også rigtig svært for mig at snakke om min fortid, for cirka 1,5 måned siden åbnede jeg op, omkring det med de overgreb, og fra start af jeg åbnede op for 1,2 år siden og til nu, er den eneste hjælp, jeg har fået af kommunen og psyk, at komme på adhd piller.. jeg er blevet sat op i piller, til 2 piller om dagen, pga. 1 pille ikke var nok.

Jeg har selvmordstanker, tvangstanker og stemmer der råber og skriger oppe i mit hoved, ” gør det nu ” ” du kan godt ” ” ingen vil savne dig ” osv osv. Jeg har sagt mine tanker kun bliver slemmere og slemmere og det de gjorde ved det, var at sætte mig op i medicin, andet har de ikke gjort. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for ærligt, så finder jeg flere gange til at tage mit eget liv, end til at forsætte den her kamp, finder mere lyst til at afslutte det hele end til at forsætte, jeg kan ikke klare det her mere.

Psyk siger, jeg er på overarbejde over det hele, især henne i skolen, jeg gik fra en akt – klasse med 7 børn i, og går nu i en klasse med 22 elver, og 1 lærer pr time .. vi har været flere men der er 5 der er flyttet undervejs og efter sommerferien får vi 7 nye ind, vi er 6 danskere i vores klasse, og alle de andre er blandinger fra syrer, tyrkere osv. Derhjemme har jeg heller ikke lyst til at være, har ikke lyst til at være sammen med nogen, men heller ikke til at være alene.

Jeg føler ikke jeg bliver hørt når jeg siger højt, jeg har det dårligt og mine tanker bliver værre og værre, jeg snakkede med min kontakt person om, om jeg måske kunne blive indlagt på psyk, de ringede til min mor, og da jeg kom hjem sagde min mor ( som jeg ikke har det særlig godt med og har ingen tillid til hende ) at hun havde snakket med lægen og lægen ville gerne snakke med mig omkring det med indlæggelse, men min mor sagde til mig, jeg burde tænke lidt mere på min kanin, og er der noget jeg gør, så er det Fanme at tænke på min kanin!!!! Han er mit et og alt !!!

Det sårede mig og ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg ved jeg har et ansvar, han er mit lille barn, og jeg vil ikke bytte ham for noget i denne verden!!! I hele mit liv, har jeg sat andre og deres problemer i første række og skubbet mig selv bagerst i rækken, men nu har jeg endelig anerkendt jeg heller ikke har det godt hele tiden og at jeg heller ikke er glad 24/7 som mange troede.. men nu hvor jeg endelig har åbnet op og anerkendt nogle ting, så får jeg bare ikke den hjælp jeg har brug for.

Mine tanker bliver kun værre og værre for hverdag der går, jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere. Jeg er kommet så langt ud, at jeg ser flere grunde til at tage mit eget liv end at forsætte med at kæmpe, min lyst er større til at dø end til at leve ..

jeg sad her forleden at skrev et farvel brev, og så langt troede jeg ikke jeg skulle eller kunne komme ud, men jo.. jeg har anerkendt jeg ikke er okay og har åbnet mig op, men ikke blevet taget seriøst, jeg kan snart ikke mere, og ærligt, jeg ser flere grunde til at tage mit eget liv, end jeg at forsætte ..

hvad er der at leve for?

hvorfor blive ved med at kæmpe når ingen tager det seriøst nok?

Hvor er den hjælp jeg blev lovet ?

Der er så mange ting. Tror det ville være bedre uden mig i denn verden … det snart forsent ..

Hilsen den pige, som er på kanten til virkelig ikke at klare kampen.