Arbejde
Hej jeg er 15 år og ville høre om jeg godt må have 2 jobs (Rema 1000 og mcdonald ’ s) på samme tid?
Børnetelefonen
Kære dreng på 15
Mange tak fordi du skriver ind til BørneTelefonen med dit spørgsmål. Hvor er det godt, du skriver, når der er noget du undrer dig over.
Hvor meget må man arbejde som 15-årig?
Ifølge lovgivningen må man hvis man er mellem 15-17 år og går i skole, højst arbejde 2 timer på skoledage og 8 timer på fridage.
Det svarer til at man højst må arbejde 12 timer om ugen.
Hvis du derimod arbejder i en ferie, som for eksempel sommerferien, må man max arbejde 35 timer om ugen.
Disse regler har det formål at sikre at arbejdet ikke går ud over din skolegang. Du kan læse mere om reglerne for fritidsjob på borger.dk.
Der er altså ikke nogen regler for hvor mange jobs man må have som 15-årig, og det er derfor op til dig selv (og måske dine forældre?) at vurdere om du kan holde til at have to jobs samtidig.
Jeg tænker derfor at det er vigtig at du tænker over hvilken betydning det kommer til at have for din skolegang og din fritid.
Jeg tænker det kan være en god ide at prøve at tale med dine forældre eller venner og høre, hvad de synes om sagen.
At have et fritidsjob kræver at man er tilgængelig og kan arbejde op til flere dage om ugen, hvilket kan blive besværligt hvis du skal finde tid til at arbejde to forskellige steder. Jeg forestiller mig derfor det kan skabe unødvendig stress at skulle jonglere med to forskellige jobs. Måske du kan se, hvad jeg mener?
At have flere jobs ændrer heller ikke på det antal timer du må arbejde som 15-årig, så hvis det er fordi du ønsker at tjene flere penge er det desværre ikke en mulighed at arbejde mere end de 12 timer om ugen.
Er der mon en særlig grund til at du gerne vil have 2 jobs?
Der er jo en del om dig, jeg ikke ved. For jeg har kun dit brev. Derfor kommer jeg også til at tænke lidt på andre unge, der fortæller os om mange årsager til at ville arbejde.
For nogle handler det om, at de gerne vil have råd til at købe ting som de ønsker sig. Måske har deres forældre også fortalt dem, at de selv skal betale for noget af det de ønsker sig.
På den måde kan et fritidsjob også give frihed til at købe de ting, man allerhelst vil have. Det ved jeg ikke om du kan genkende?
I nogle familier, kan der være lidt færre penge
Det kan godt give nogle unge lyst til at hjælpe til eller måske er der endda en forventning om, at man som barn og også tjener penge til familien.
Måske lyder det bekendt? Jeg ved jo ikke så meget om dig. Her tænker jeg på, om du måske føler dig presset til at tjene penge? Hvis det er sådan, så vil vi gerne tale mere med dig om situationen hjemme hos dig.
Men jeg vil bare fortælle dig, at du altid må skrive til os igen, hvis du har andre spørgsmål eller noget du gerne vil tale om!
Du kan få mere rådgivning som ‘ny’ på jobmarkedet
Du har faktisk også den mulighed, at du kan tale med nogen, der har stor erfaring med at tale med ‘nye’ på arbejdsmarkedet – unge ligesom dig. Jeg ved fra andre unge, at de kan være gode at tale med. Læse mere her: Jobpatruljen
Derudover er der mange andre unge, der allerede har skrevet ind til BørneTelefonen med lignende spørgsmål og de spørgsmål og svar ligger på vores hjemmeside som jeg linker til her.
Jeg håber du er tilfreds med svaret på dit spørgsmål, og hvis ikke skriver du bare igen.
De bedste tanker og ønsker fra BørneTelefonen