Kære pige på 15 år.
Du gør alt det rigtige, når du både forsøger at samle mod til at fortælle dine forældre, hvordan du har det og når du skriver ind til BørneTelefonen for at få hjælp. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig det bedste jeg kan.
Jeg bliver bekymret for dig
Jeg bliver bekymret for dig, når du skriver, at du gør skade på din krop for at berolige dig selv indeni.
Hos BørneTelefonen ved vi, at selvskade oftest er en strategi, der hjælper med at flytte fokus fra en indre uoverskuelig smerte til en ydre og mere håndterbar smerte. Jeg fornemmer, at du faktisk godt ved det, når du skriver, at du gør det for at berolige dig selv indeni?
Det er vigtigt for mig at fortælle, at jeg godt ved, at du gør det bedste du kan, når du prøver på at berolige dig selv. Men jeg fornemmer også, at du ved, at der er andre og bedre måder at få det godt på igen.
Jeg får lyst til at fortælle dig, at du er en utrolig klog og reflekteret pige, når du skriver, at du logisk set godt ved, at dine forældre ikke vil tro, at de har gjort noget galt, når du fortæller dem, hvordan du har det.
Men det er også vigtigt for mig at sige, at det er meget naturligt, at man som barn ikke vil gøre sine forældre kede af det. Det viser mig, at du er en meget omsorgsfuld datter.
Men jeg tænker, at det er vigtigt at du holder fast i, at dine forældre godt kan tåle at høre hvordan du har det. Faktisk tror jeg, at de ville være rigtigt kede af ikke at vide, at deres datter har det rigtig svært. Kan du mon følge mig i det?
Derfor vil jeg rigtig gerne hjælpe dig til, hvordan du kan åbne op for en snak med dine forældre.
Råd til, hvordan du kan snakke med dine forældre
Jeg tænker, at der er flere måder, du kan fortælle dine forældre om, hvordan du har det. Jeg vil give dig nogle forslag, og så kan du vælge det, du har det bedst med. Et godt råd er at sørge for, at I har god tid, når du fortæller dem om, hvordan du har det.
På https://bornetelefonen.dk/fortael-noget-svaert/Her har vi samlet nogle gode forslag til, hvordan du kan fortælle noget svært. Du kan også få hjælp til at bygge et brev, hvis du hellere vil skrive det.
I dit brev til BørneTelefonen har du så flot beskrevet, hvordan du har det. Det kunne derfor også være en mulighed at tage et screenshot af dit brev og vise dine forældre det? Det kunne være en måde at starte den svære samtale på.
Du kunne fx sige til dine forældre, at du har noget du gerne vil fortælle dem, men at det er så svært for dig at fortælle dem det, så du i stedet har et brev til dem. Hvad tænker du mon om det?
Angst
I mit svar til dig er jeg ikke gået ind i om du har angst eller ej. Jeg kan nemlig ikke ud fra dit brev sige, om du har angst. Men det er rigtig godt, at du reagerer på, at du konstant er træt og ikke kan overskue at gøre de ting, som du normalt kan.
Jeg tænker, at du kan vende dine bekymringer om angst med dine forældre, så I sammen kan snakke om, om I skal ringe til din læge. Din læge kan nemlig svare på om du har angst – og kan uanset om du har angst eller ej – hjælpe dig med at få det bedre.
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive ind igen eller ringe på 116 111, hvis du har brug for at snakke mere om, hvordan du kan fortælle dine forældre, om hvordan du har det.
Jeg tror på dig
Jeg tror på, at du har modet til at få åbnet op overfor dine forældre, og jeg håber, at I får en rigtig god samtale og finder ud af, hvordan du får det bedre herfra.
Kærlig Hilsen BørneTelefonen