Selvskade, selvmordstanker, svigt, osv

Kære S på 15 år!

Jeg kan høre, at du har haft mange ting at kæmpe med i dit liv. Det må have været rigtig hårdt, at du mistede din mor så tidligt, og at din far også har det svært.

Hvor er det flot, at du kun har skåret i dig selv én gang på 6 måneder. Det er rigtig godt gået!

Der er mange, der begynder, at gøre skade på sig selv, når de ikke har det godt. Man kan sige, at når de indvendige smerter bliver så store, at man ikke kan holde dem ud, begynder man at skære i sig selv, for at gøre smerten ydre og måske mere forståelig eller håndgribelig. Det gør ondt fordi man har skåret sig, og det bløder. Dette kan for en stund flytte fokus fra den indre smerte. Som du sikkert har oplevet, hjælper det ikke at skære i sig selv på lang sigt. Det hjælper derimod at snakke om det, der er svært. Derfor er det rigtig godt at høre, at du har haft AKT-læreren, C. at snakke med. Det lyder som om, at han har hjulpet dig, selv om det også har været svært.

Som jeg forstår dit brev, har du ikke haft samtaler med C. siden jul, og at du selv har kæmpet for ikke at skære i dig selv. Er det mon rigtigt forstået? Uanset hvad, synes jeg virkelig det er godt klaret. Du er en sej pige, og du har virkelig rykket dig meget på de 6 måneder. Det er virkelig godt klaret, og du skal være rigtig stolt af dig selv!

Jeg kan godt forstå, du synes det er ubehageligt at føle, at alle kigger på dig, når du har shorts på. Det kan være svært at skjule ar, men du skal selvfølgelig gå i det tøj, du har lyst til. Jeg tænker, at du enten kan vælge at ignorere de andres blikke på dine ben, eller hvis du har lyst, kan du overveje at fortælle dem (eller måske nogen af dem) hvor arrene stammer fra. Du kan jo fortælle de dele af din historie, som du selv har lyst til. Du behøver ikke at sige alting. På den måde kan du undgå at blive dømt på en historie, der måske ikke er sand.

Det lyder lidt som om, at du undrer dig over, at din plejemor ikke siger noget, når du har shorts på. Tænker du mon på, hvad hun tænker? Kunne du have lyst til at spørge hende om, hvad hun tænker? Måske kunne det være rart, at snakke lidt med hende om dine tanker og oplevelser omkring at gå med shorts? Selv om det kan være svært at snakke om, kan det måske også være meget rart for dig, at I kan tale åbent om det.

Selv om du er kommet rigtig langt, er det naurligt, at der en vil komme svære dage en gang imellem. Jeg tror dog, at du har brug for hjælp til at få snakket om de tanker du kan få, og som kan få dig til at tænke på, at tage livet af dig selv. Jeg tror, det ville være godt, hvis det blev en anden end C. Nogen gange, har man brug for en ny person at snakke med. C. var god for dig i en periode, men det lyder også som om, at I blev ’færdige’ med hinanden, forstået på den måde, at han ikke længere kunne give dig den hjælp, du havde brug for.

Jeg tænker, at det ville være en god idé, hvis du snakkede med din plejemor om, at du har brug for at tale med en professionel om de tanker du har, så du ikke igen kommer til at gøre skade på dig selv. Det kan fx være en terapeut eller en psykolog. Det er mange gange lettere at tale om de svære ting med en, man ikke kender så godt, selv om det måske lyder lidt mærkeligt. Den professionelle har også tavshedspligt, og må ikke fortælle det I snakker om videre til nogen. Du behøver ikke at fortælle din plejemor om det i detaljer. Det er nok at sige det kort. Din plejemor kan ringe til den kommune I bor i og høre, hvilke muligheder der er. Hvad tænker du mon om det?

Du har også mulighed for at kontakte Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS). Der sidder professionelle mennesker, som både kan snakke med dig, og også give dig gode råd i forhold til at få hjælp. Du kan læse mere på www.selvskade.dk

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du snart får noget hjælp, så du kan få det rigtig godt.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen