Kære pige på 17
Tak for dit brev, som berører mig meget. Det berører mig at læse om al den smerte du bærer i dit liv. Jeg forstår rigtig godt at det kan skræmme dig, at du nu snart er voksen, når du stadig føler at du ikke har nået at være barn som du gerne ville have været det. Du skriver, at du har tænkt på selvmord, men der er også en side i dig som gerne vil leve livet og have det bedre. Det er den side som har fået dig til at skrive til os og bede om hjælp og den side skal du blive ved med at bruge. Derfor er det godt at høre, at du kan mærke, at du savner at være barn lidt endnu, du har drømme og håb for din fremtid og ønsker om at det skal bliver anderledes. Det tænker jeg er en stor styrke hos dig og den skal du bygge dit liv videre på - og jeg tror det er vigtigt at du får støtte til.
Alle mennesker har brug for kærlighed og tryghed i deres liv, og når livet ikke altid kan byde på det, er det naturligt at reagere med at blive angst og føle at det er svært at snakke med andre mennesker. Sådan tror jeg at de fleste reagerer hvis de udsættes for det samme som du har været ude for. Det er barskt at finde sin mor med snitsår osv. og være bange for at hun var død. De reaktioner som du oplever er helt normale - det er det du har været igennem derhjemme som ikke burde være sket. Det kan du eller andre desværre ikke lave om på nu. Men livet fremover kan blive godt, og det kan jeg se du, at du også ønsker - så du er allerede godt på vej.
Du spørger om det er ok, at du ikke kan tilgive din stedfar for hans overgreb. Det er meget slemt når voksne ikke passer ordentligt på deres børn og begår overgreb på dem. Når du spørger om du skal tilgive ham for hans overgreb, tænker jeg, om det er for din egen eller for hans skyld - om det vil hjælpe dig til at få det bedre fremover? Man behøver ikke at tilgive - du er i din fulde ret til at være vred på ham over det han har gjort. At være vred behøver ikke kun at være negativt - vreden kan vise, at man siger fra, og også bruges som energi til at skabe forandringer i livet. Det er bare vigtigt at vreden bruges som noget der er godt for dig, så vreden ikke påvirker dig negativt - på et tidspunkt, tror jeg, vil vreden blive mindre efterhånden som du får gode oplevelser og får talt med nogen som forstår dig.
Ordsproget om, at 'enhver er sin egen lykkes smed' passer måske godt nok på voksne, men jeg synes ikke at det passer på børn og unge. Når man er barn har man brug for og ret til, at de voksne passer på en og sørger for at man har det godt.
Jeg tænker også, at du har en masse styrke i dig, når du har klaret at være i de svære vilkår så længe. Den styrke kan måske godt blive en hjælp for dig i dit liv fremover. Lige nu føler du angst og mange ting er nye og svære for dig. Hvem kan du mon tale med om angsten? Jeg håber, at du kan begynde at tale med dine plejeforældre om det, for nu er det jo dem der skal passe på dig og jeg tænker at de gerne vil snakke med dig om hvordan du har det.
Jeg forstår godt, at du savner din familie og allerhelst ville være hos dem. Men måske er det bedst for jer alle, at du nu for en tid er hos din nye plejefamilie, hvor du forhåbentlig kan få det godt når du har vænnet dig til at være der. Din mor vil jo altid være din mor, og hende du elsker som din mor, men lige nu er hun bare ikke i stand til at passe på dig, som du har behov for. Så er det godt at der findes en plejefamilie som kan være der for dig. Måske vil det være en idé, at tale med dem om de tanker du tumler med - det kan også være et lille brev, hvor du skriver om det du ønsker de kan hjælpe dig med? Måske vil det så blive lettere at tale sammen, når de ved lidt mere om dine tanker.
Måske kan du sige til din familiebehandler, at du gerne vil have en psykolog som kan tale med dig om angsten og utrygheden ved det nye som sket og måske også, at det samtidig er svært at tage væk fra din mor? Jeg kan forstå på dig, at du har talt med psykologer uden at du synes det hjulpet dig helt. Det er rigtig ærgerligt, at du ikke føler du har fået noget ud af de psykologsamtaler du har haft, men psykologer er jo forskellige og derfor er det vigtigt, at du beder om en som kender til de ting du har været igennem og de håb du har for fremtiden.
Hvis det er muligt for dig at få lidt fred for angsten indimellem, kan du måske også prøve om du kan mærke den store styrke som du også har i dig? Måske kan du sige til dig selv, at det er rigtig godt klaret, at du har holdt ud så længe og nu er det tid til at have tillid til at andre passer på dig, at din plejeforældre vil støtte dig og hjælpe dig, så der kommer mere af de gode oplevelser du håber på? Jeg ved det kræver mod og tryghed at give lidt slip og stole på at det bliver bedre - men det kan lade sig gøre.
Det er muligt at få et godt liv, selvom man har haft en meget svær barndom. Det er der mange eksempler på. Noget af det som gør, at livet kan blive godt er hvis man kan finde nogle gode mennesker at snakke med, og som passer på en. Du må også gerne skrive til os igen hvis det kan hjælpe dig.
Du er også altid meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen eller sms'e på 116 111 hvis du akut har behov for at tale med en voksen. Det er en mulighed du altid har. Vi har åbent 11 -23 mandag til fredag, og i weekenden fra 11 - 19.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen