Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

må ikke Konfimeres hjelp!!!!!

jeg er en pige på 12 år (jeg er meget moden af min alder).

jeg bor i plege familie, og mine biologiske forældre tror meget på Allah, næste år skal hele min klasse konfimeres. undtagen mig,

jeg har spurgt mine biologiske forældre om jeg ikke måtte og det må jeg ikke da de føler at de svigter deres gud hvis de giver mig lov.

komunen har også prøvet at snarke med dem om det men de siger nej og da det er dem der har forældremyndigheden over mig så bestemmer de om jeg på eller ikke må.

så jeg skal ikke konfimeres som den eneste i min klasse! FEDT!!!!! NEJ DET ER SGU MEGA NEDEREN!!! og jeg græder altså nogle gange over det.

 jeg har bestemt mig for at holde en nonfirmation istedet. men jeg er bange for at jeg bliver meget ensom når alle pigerne i min klasse skal gå til konfirmations forberedelse sammen, snarke om deres kjoler og snarke om hvilke noget make up de mon skal have på.

hvad skal jeg gøre i sådan nogle siturationer? og hvordan skal jeg fortælle dem at jeg ikke skal konfimeres?

det er en ting jeg har tænkt meget over og jeg tror at jeg har tænkt mig at sige at jeg ikke tror på gud og at jeg altså simpelthent ikke har tænkt mig at sige til en præst at jeg tror på ham når jeg ikke gør det. det kunne jeg jo sige og jeg tror også det er det jeg gør, jeg er bare bange for at de tror at det er fordi jeg kun vil have festen. men i virkeligheden har jeg jo ikke noget valg.

jeg håber at du vil svare tilbagge da det her er 3 gang jeg skriver ind og de to seneste gange fik jeg ikke et svar.

mvh.

Anonym.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år, 

Tusind tak for dit brev. Jeg er ked af, at du ikke har fået svar på dine andre to breve. Det er godt, du forsøger igen og ikke giver op. Jeg vil rigtig gerne svare på dit brev, og jeg håber, du kan bruge svaret.

Det er super godt, at du har skrevet brevet i så god tid, så er der stadig tid til at gøre noget. Når du gør det i så god tid viser det også, at det virkelig betyder noget for dig, at du også bliver konfirmeret.
Jeg tænker, at dit brev beskriver to ting, som jeg vil prøve at give dig nogle ideer til. Det ene er, at du ikke må blive konfirmeret, og det andet er, at du er usikker på, hvad du skal sige til de andre fra klassen. Jeg håber, at du er enig i, at det er de to ting, du gerne vil have svar på?

Du skriver, at kommunen har prøvet at tale med dine forældre om det, men at de har sagt nej alligevel. Jeg bliver nysgerrig efter, hvordan kommunen har talt med dine forældre om det? Måske er det sket i sammenhæng med nogen andre ting, der er svære for dine forældre? Måske noget der har med at gøre, at du er i familiepleje? Jeg tænker også på, om dine forældre har tiltro og tillid til ham eller hende fra kommunen, som de talte med? Hvis de har det svært med, at du ønsker at blive konfirmeret, så er det vigtigt, at det er en person, som de har tillid til, der taler med dem om det. Ellers så vil det måske blive endnu mere svært for dem at forstå, at det betyder meget for dig.

Ved du, om der er nogle af dine forældres venner, der har børn, der er blevet konfirmeret? Hvis der er det, så kan du måske få dine forældre og dem til at tale sammen? Det kan være, at de kan fortælle dine forældre, hvorfor de har givet lov til det. Måske kan det være med til at få dine forældre til at overveje det en ekstra gang? 

Jeg tænker på, om dine forældre er bange for at svigte deres gud, fordi de er usikre på, hvordan det er at gå til præst. Kan det hænge sådan sammen? Måske kan det hjælpe, hvis de enten alene eller sammen med dig taler med præsten? Præsten kan fortælle dem, hvad det går ud på og dine forældre kan få mulighed for at stille spørgsmål. Tror du, at det kunne være en mulighed, eller kan det slet ikke lade sig gøre?

Jeg kan forestille mig, at det kan være svært for dine forældre at møde op hos en præst for at tale om konfirmation. Er det mon rigtigt? Hvis det er sådan, så kan de måske få hjælp til det? Ved du, om der er nogle voksne, som dine forældre har særlig tillid til? Det kan være en nabo, en af deres gode venner eller måske dine plejeforældre? Måske kan den person tale med dem eller være med til at tale med præsten? Kunne det mon være en mulighed?

Jeg bliver nysgerrig efter, om der er forskel på din mors og fars holdning til konfirmation? Ved du, om den ene af dem ikke er helt så meget imod det som den anden? Hvis det er sådan, så kan det være, at du i første omgang skal foreslå at tale med præsten til den af dine forældre, der har lettest ved at acceptere, det du gerne vil.

Hvad med søskende? Har du det? Hvis du har det, er de så blevet konfirmeret? Det kan også være, at de ikke er blevet konfirmeret, men gerne ville have været det. Måske forsøgte de at få jeres forældre overtalt og måske kunne du få nogle gode råd fra dem?

I dit brev spørger du også til, hvad skal du sige til de andre i klassen om, at du ikke skal konfirmeres. Jeg kan så godt forstå, at det er en rigtig svær situation for dig. Du har helt ret i, at de andre vil gå op i konfirmation og tale rigtig meget om det. Og så er det helt naturligt, at du vil kunne komme til at føle det er svært – især fordi du også gerne vil. Du gør dig nogle rigtig gode overvejelser om det, og det er bestemt en mulighed at sige, som du selv foreslår.

Jeg tænker, at du skal mærke rigtig godt efter, hvad du har mest lyst til at sige højt og give som grund til, at du ikke skal konfirmeres. Det er vigtigt, at du tager allermest hensyn til dig selv, når du vælger, hvad du vil sige. Der er jo stadig et år til, at din klasse skal konfirmeres. Hvis I taler om det nu, så kan du jo sige, at du stadig ikke har besluttet dig for, om du vil konfirmeres, eller sige det som det er, at dine forældre ikke synes det er en god idé? Kunne det være en mulighed for dig? Jeg ved, at der er mange, der er i tvivl ind til kort før, de begynder at gå til præst. Nogle bliver også i tvivl, mens de går til præst. Derfor er det helt normalt, at det er noget mange unge bruger god tid på at finde ud af.

Jeg er nysgerrig efter, hvad det er der gør, at du ikke har lyst til at sige det som det er, at du ikke må for dine forældre. Er det dig selv, der ikke har lyst til at sige det, eller er det dine forældre, der ikke vil have, at du siger det? Hvis du tænker, at det er dine forældre, der ikke vil have det, så kunne du måske tale med dem om, at det betyder noget for dig, at du kan sige det, som det er. Jeg kan godt forstå, hvis det er dig selv, der ikke har lyst til at være åben om det. Når jeg spørger til det, er det fordi jeg tænker, at du skal have mulighed for at forklare det på den måde, som du allerhelst vil.

Har du overvejet at tale alene med præsten? Jeg ved, at præsterne taler med andre unge, som er i tvivl om, om de vil konfirmeres. Din situation er lidt anderledes, men det kan være, at præsten vil være god at tale med alligevel. Måske kan præsten støtte dig i, hvad du skal sige til andre.

Du skriver, at alle i din klasse skal konfirmeres. Er du sikker på, at alle i din klasse har lyst til at blive konfirmeret? Måske er der nogle i din klasse, der siger at de skal konfirmeres, fordi de synes det vil være svært at gøre noget andet, end de andre i klassen og at skulle forklare hvorfor. Jeg ved godt, at det ikke løser dit problem, men jeg skriver det, fordi jeg tænker, du måske kan føle støtte ved at tænke på, at du ikke er den eneste, der har svært ved at skulle sige højt til andre, at du ikke skal konfirmeres.

Jeg kan forstå på dit brev, at du overvejer at holde en nonfirmationsfest. Hvis du gør det, så kan du jo godt tale med om tøj og make-up. Selvfølgelig er det ikke det samme, som hvis du går til konfirmationsforberedelse med de andre, men du kan på den måde være med til at snakke tøj, make-up og fest med de andre. Jeg ved godt, det ikke løser det grundlæggende problem, men det kan måske hjælpe lidt, at det giver dig en mulighed for at være med i noget af snakken.

Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis du har nogle voksne, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal sige og som måske også kan hjælpe dig med at få det forklaret. Kan du fx tale med en lærer om dine overvejelser over, hvad du skal sige? Måske kan læreren også hjælpe med, at du får det sagt til de andre i klassen? Måske kan I alle sammen i klassen tale om, hvorfor nogle vælger at blive konfirmeret, hvorfor nogle skal konfirmeres og nogle andre vælger ikke at blive det eller ikke må blive konfirmeret. Jeg er sikker på, at andre i klassen vil synes, at det er en god snak at få.

Kender du http://www.etniskung.dk/? Her kan du  også få råd og vejledning hvis du har etnisk minoritetsbaggrund (det tænker jeg du har, når dine forældre tror på Allah) og føler, at andre bestemmer over dit liv. Her kan du både skrive til deres brevkasse og du kan ringe til dem. Jeg ved ikke, om de vil give dig et andet svar end det, du har fået her, men måske kan de give dig nogle andre ideer, end jeg har givet dig.

Jeg har stillet dig en masse spørgsmål, som det kan være, du har lyst til at svare på. Du kan ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116 111 og du kan chatte på det samme nummer. Her er du også anonym, ligesom du er, når du skriver et brev. Du kan fortælle om brevet og om de spørgsmål, som jeg har stillet dig.

Jeg håber, at du har fået nogle ideer til, hvordan du kan komme videre. Og mest af alt, så håber jeg, at du får mulighed for at blive konfirmeret eller nonfirmeret, hvis du stadig gerne vil det om et år. Jeg har en fornemmelse af, at du har tænkt det grundigt igennem. Du skriver selv, at du er en moden pige, og det er også det indtryk jeg får, når jeg læser dit brev.

Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med det.

 
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen
 

"alene" hør andres fortællinger

Hør sangeren Clara og 15-årige Tiba tale om at have en udenlandsk baggrund og føle sig anderledes.

Religion og kultur Andre der hjælper

Amal Hayat

Hjælp til unge på vej ind og ud af radikalisering
Læs mere

Diskriminationslinjen

Rådgivning i forbindelse med diskrimination
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat