Kære pige
Allerførst bliver jeg nødt til at anerkende dig for dit mod. Det mod, der for et par år siden fik dig til at sige stop og kontakte politiet. Det var det helt rigtige, du gjorde – også selvom det må have være utrolig svært at nå frem til den beslutning. Det håber jeg, du ved. Og hvis du indimellem glemmer det, så husk at fortæl dig selv, at du har ret til et godt liv. Du kan evt. gemme mit brev og læse det højt for dig selv, hvis du glemmer det. Du fortjener at få det godt!
At skulle komme videre med livet efter års misbrug er svært. Meget svært. Det kræver professionel hjælp og en masse tid, før man mærker og forstår, at man er og kan komme videre i livet. Misbruget og svigtet vil altid være en del af dig, men du skal lære, hvordan det kan fylde mindre i din hverdag – og det kan du lære. Tro på det.
Det lyder til, at du får en masse hjælp, men jeg kan også fornemme, at du ikke rigtig føler, at det er nok eller den rigtige hjælp for dig. Derfor tænker jeg på, om du mon har fortalt de voksne, der skal hjælpe dig, hvordan du har det. Ved de, at du sætter pris på deres arbejde, men samtidig også føler, at du har brug for mere og måske en anden form for hjælp? Det er vigtigt, at de ved det, så de forstår, hvordan det virker fra dit sted i livet.
I dit brev skriver du ikke noget om den behandling, som du får – blot at du har været indlagt 28 gange, hvilket jo er rigtig mange gange. Derfor er jeg nysgerrig efter at vide, om du mon får noget hjælp til hverdag på det opholdssted, du bor? For det handler bl.a. om, at du skal have støtte til, at du kan lære andre handlemuligheder end at skade dig selv. Jeg ved fra andre, at det indimellem kan være rigtig gavnligt, hvis man fx har en liste med 5 ting, som man skal gøre/lave, når man mærker trangen til at skade sig selv presser på . Det kan fx være en elastik om håndleddet, et særligt musiknummer, som man sætter på, et dejligt varmt bad, at gå/løbe en tur, at ringe til en ven/kontaktperson eller en helt tredje person. Det kan også være at bage en kage eller at læse et brev højt. På den måde kan man arbejde med at aflede ens negative tanker og igen fokusere på det, der gør én rolig og bedre humør. Hvis du synes, det lyder som noget for dig, så kunne du jo prøve at lave din personlige liste? Det lyder måske fjollet, men det er da et forsøg værd.
Noget andet, der kan være rart, er at dele ens tanker med nogle andre. Det kan både være med de voksne, der er på dit opholdssted. Men det kan også være en ven, et familiemedlem eller en helt tredje, som du selv har i tankerne. Det skal være en person, der er klar til at lytte til dig, når du har det svært. Husk også, at du altid er velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116111, hvor der sidder voksne, der er klar til at lytte, hvis du har brug for det.
Allersidst vil jeg høre, om du mon har et forbillede? Du kender sikkert forbilleder fra du var yngre, men man kan faktisk også have brug for nogle forbilleder, når man bliver ældre. Det kan både være en, man kender personligt, fx en der også har oplevet noget barsk i livet, som har fået hjælp og kommet gennem det. Personer, der kan være med til at give én håb, når det ser sort ud. Et forbillede kan også være en person, som man ikke kender personligt, men som man alligevel af en eller anden årsag ser op til. Hvis du har lyst til det, kan du jo prøve at tænke over, om du mon har et forbillede? Måske kan du starte med at skrive nogle af de egenskaber ned, som dit forbillede skal have..
Måske har du fået nogle nye ideer til, hvad du kan prøve at gøre, når de negative følelser tager overhånd? Og husk endelig, at du altid er velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen.
De varmeste hilsner
BørneTelefonen
