Kære pige 13 år
Tak for dit brev. Jeg kan godt se, at det er en svær situation I er kommet i. Jeres forældre har nu besluttet, at I har overskredet en grænse, og nu må I ikke sove sammen mere.
Det kan føles urimeligt, når der på den ene eller anden måde opstår en form for straf, når man kommer til at overskride de grænser, som ens forældre mener er rimelige.
Jeg forstår godt, at det er fristende at smage alkohol, men måske er det lidt tidligt at begynde at drikke alkohol, når du og din veninde kun er 13 og 11. Det er jo også sådan, at man i Danmark skal være over 16 år for at købe alkohol. Den lov er lavet, fordi alkohol er skadeligt for hjernen – særligt i de tidlige teenageår.
Derfor tænker jeg også, at det er rigtig godt, hvis I kan tale med jeres forældre om, hvad der er sket, og hvordan I har det med det. Så I sammen også kan komme frem til, hvordan I får lavet nogle gode aftaler omkring alkohol. På den måde kan jeres forældre også se, at det er noget, som I tænker meget over.
Jeg tænker, at dit brev til brevkassen måske også er et udtryk for, at I godt er klar over, at det er en ærgerlig situation. At I godt selv er klar over, at I har overskredet den grænse. Det kan godt tage lidt tid at genopbygge den tillid igen, men jeg håber, I kan få talt med jeres forældre, så I kan få lov at sove sammen igen på et tidspunkt.
Jeg håber, at du og I kan bruge mit svar. I er altid velkomne til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, det er gratis og anonymt.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen