Kære pige på 14 år,
Det er virkelig godt du rækker ud efter hjælp og skriver til os, når du kan mærke du har brug for hjælp.
Du skriver i dit brev, at det at ryge ”virkelig har hjulpet på en eller anden måde”. Derfor tænker jeg på, hvad mon du kæmper med i dit liv, eller har oplevet, som det at ryge en smøg har hjulpet på? Der er jo så meget jeg ikke ved, om hvilke ting, der er svære i dit liv.
Du fortæller også, at du har været i terapi og en masse. Det ville også være en forslag fra mig, at du fik noget hjælp herunder i form af terapi. Gad vide, hvordan din oplevelse med terapi var dengang?
Det er virkelig flot, at du har undersøgt noget om cigaretter og e-cigaretter. Du har tilmed fundet ud af, at alle former for rygning er meget skadelige og endda farlige for vores kroppe. Du spørger, om en vape, vil være okay? Hertil vil jeg svare, at al røg og e-cigaretter ikke er godt for dig, som du også selv er helt klar over. Det vil være så meget bedre, at finde en anden strategi at få styr på tankerne og følelserne. Jeg tror måske, det kan være følelser, der ligger inden under, som kan ”dulmes” med cigaretterne.
Jeg fornemmer, at du er god til at finde frem til viden og samtidig formår at søge hjælp, når du mærker, du ikke kan klare tingene alene. For der er ingen af os, som kan klare alting alene. Det er flot evne, at kunne søge viden på den måde, du har gjort.
Jeg tænker på, om du mon har talt med en voksen om det med at cutte og fået hjælp til det? Det er jo virkelig godt, du er stoppet med det, for det kan i sig selv være så vanskeligt. Men som du selv skriver, er rygning heller ikke noget sundt alternativ eller ”strategi” til at stoppe cutting.
Herunder vil jeg skrive mine forslag til, hvor du kan hente hjælp:
- Kender du mon en lærer, en forældre eller en anden voksen du kunne have tillid til? Måske du allerede har fortalt en voksen, om hvordan du har det. Det kan virke lettende og hjælpsomt, at lukke en anden ind i ens tanker på den måde. Hvis du deler, dine tanker og problemer med en voksen, så skal den voksne hjælpe dig. Det er vigtigt, at have nogen som kan støtte dig på din videre vej.
- Har du mon talt med din læge i løbet af det, du går igennem? Du vil kunne bestille en tid, også uden dine forældre er med, hvis du har mere lyst til det. Man kan finde nummeret til lægen på det gule sygesikringsbevis. Lægen kan hjælpe med at henvise dig videre til specialister, inden for det du måske kæmper med. Eller til en psykolog, hvis du har mod på at give terapi en chance igen. Du kan prøve at undersøge, hvilket ilbud din kommune har om at få kontakt med en psykolog på en anden måde; hvis du Googler din kommunes navn + “Psykologhjælp til unge”, kan du læse lidt om, hvilken hjælp din kommune tilbyder.
- Jeg ved, at du spørger til vaping. Men jeg synes også, det at du har kæmpet med cutting er vigtigt. Hos LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, kan man snakke med andre, som selv har haft problemer med cutting. Du kan finde dem her – måske du kunne have lyst til det?
Du skal være stolt af dig selv over, at du har skrevet dit brev her, at du har gjort dig så mange fornuftige, gode tanker om rygning/vaping. Jeg tror på, at du formår at gå videre med at få den hjælp, du har behov for.
Hvis du får trang til at ryge eller cutte, kan du også ringe herind på BørneTelefonen på 116111 og tale med en voksen, helt anonymt og gratis.
Kærlige hilsner fra
BørneTelefonen