Kære piger.
Mange tak for Jeres brev. Hvor er det godt, at I mærker efter, hvad I synes er rigtigt, og hvad I synes der ikke er.
Nogen gange kan man godt komme til at gøre det, de andre gør, for at blive accepteret. Og så glemmer man at mærke efter, hvad det egentlig er, man selv vil. Når jeg læser jeres brev, får jeg en fornemmelse af, at I er rigtig gode til at mærke efter, hvad det er I vil, og det er bare rigtig sejt – det skal I endelig blive ved med!
I skriver, at I ikke tør sige det til jeres forældre, fordi I er bange for, at de vil skrive til dem, der ryger og tager snus, og at de så ikke vil være venner med jer bagefter. Det kan jeg sagtens forstå, men jeg tænker, om I mon kunne tale med jeres forældre om en anden løsning? Jeg tænker nemlig, at jeres forældre vil være rigtig stolte af jer, hvis I talte med dem om det her og derfor rigtig gerne vil hjælpe jer.
Måske jeres forældre kunne kontakte jeres lærer og tale med ham/hende om det, sådan at I kan finde en løsning, uden at I bliver uvenner med de andre i klassen?
I skriver, at I er imod rygning og stoffer. Jeg fornemmer på jeres brev, at I måske gerne ville have, at de andre holdt op med at ryge. Er det mon rigtigt forstået? Jeg bliver lidt i tvivl, om I gerne vil have, at de stopper, fordi I er imod rygning – eller om det mon er fordi, at I føler jer lidt udenfor, når de andre ryger? Det kan også være, at det er lidt begge dele.
Hvad de andre børn gør, må de selv finde ud af. I kan godt sige til dem, at I er imod rygning, men når de har hørt jer sige det, så er det ikke mere, I kan gøre for at få dem til at stoppe. Hvis I føler jer udenfor, så vil det være en god ide at søge hjælp til det. For det kan være en svær følelse.
I skriver i jeres brev, at I overvejer at skifte skole, og jeg bliver nysgerrig på, om ikke jeres forældre vil spørge ind til, hvorfor I gerne vil det? Jeg tænker, at jeres forældre måske gerne vil hjælpe jer til at løse jeres problem i klassen, og derfor vil mit råd også være at tale med dem. Måske de endda har en god idé til, hvordan I kan få det bedre, uden at I bliver uvenner med de andre i klassen.
Jeg bliver også nysgerrig på, om I mon har overvejet selv at fortælle det til en lærer? Måske I kunne aftale med jeres lærer at emnet kunne blive taget op i klassen, uden at nogen ved, at det er jer der har ønsket det? I hvert fald vil mit bedste råd til jer være, at I får det sagt til en voksen, så de kan hjælpe jer.
I er nogle stærke piger, og jeg tror på at I nok skal klare det!
Kærlig hilsen BørneTelefonen.
