Kære pige
Jeg kan forstå, at du synes det er lidt svært at vide, hvad du skal gøre. Det er heller ikke let, når man er bekymret for at skuffe.
Det lyder til, at der er en aftale med dine forældre omkring alkohol og rygning. Det synes jeg er fint, at der er taget stilling til. Det er nok dine forældres måde at passe på dig og guide dig. Det har de nok gjort, fordi de ved, at alkohol og rygning dukker op i ungdomslivet, måske før det burde.
Du stiller to spørgsmål i dit brev, som jeg synes hænger sammen med det dilemma, du er i for tiden. For det at prøve ting af eller udforske sin omverden, er noget vi alle gør, fra vi bliver født. Det er den måde, vi lærer om andre, og den verden vi lever i. Så jeg synes, at det er helt ok at prøve ting af.
Det at bryde aftalen, lyder ikke til at være planlagt, bare for at bryde aftalen. Jeg forestiller mig, at det er sket i selskab med venner og veninder. Måske var det en fest, og du kom til at drikke alkohol og prøve at ryge? Det skete altså bare så'n lige, uden at det var meningen. Det gætter jeg på, for sådan er det for de fleste unge omkring alkohol og rygning.
Du har allerede selv truffet en beslutning om at vente nogle år, fordi du ikke føler dig moden endnu. Det fortæller mig, at du har prøvet det af, og mærket efter, om det var ok for dig. Det var det så ikke, og du har truffet en beslutning, som respekterer din oplevelse - det er da ret flot. Måske kan det hjælpe til at dæmpe skuffelsen?
Jeg fornemmer klart, at det er vigtigt for dig at overholde aftaler med dine forældre og med dig selv. Så hvad er så bedst for dig at gøre, når du nødigt vil skuffe dem, som du har mærket skuffelsen hos dig selv? Jeg kan nok ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, det er op til dig.
Måske kan du tænke om det, at du prøvede det af, var noget du kom til. Det var ikke for at skuffe nogen eller bryde en aftale med vilje. Måske kan du lave en liste med, hvad der ville være godt, hvis du fortæller det - og en liste med, hvad der ikke er godt.
Hvordan mon dine forældre reagerer, hvis du fortæller det? Bliver de sure, vrede, skuffede, skælder de voldsomt ud, eller får du forbud mod at gå ud...? Er de forstående og hjælper dig med at holde jeres aftaler på en god måde? Kan du holde til deres reaktioner, giver det dig ro, og hjælper det dig at tale med dem - så er det nok ok.
Sommetider taler man mere med den ene af sine forældre. Måske vil det være en ide at tale med den ene af dine forældre først (hvis du vælger at fortælle det)? Eller skrive det i et brev, ligesom du har skrevet det her til.
Hvis du vælger ikke at fortælle det til dine forældre, så find fred med dig selv i dine beslutninger. Både beslutningen, om at vente til du er moden, og at du holder det hos dig selv.
Mærk efter hvad der føles bedst for dig, hvad giver dig ro? Og tag din beslutning.
Knus og tanker til dig fra BørneTelefonen
