Kære dreng på 16
Det lyder til at være en svær situation, du er kommet i. Jeg kan godt forstå, at du beder om lidt hjælp, og jeg vil prøve at guide dig videre.
Det er på ingen måde i orden, at drengene fra din klasse har truet med at tæske dig. Det er en meget grov trussel. Og jeg kan godt forstå, at det har gjort dig urolig. Det er ulovligt at slå eller lave nogen anden form for vold - også psykisk vold såsom at true, som du har oplevet. I forhold til den trussel, tænker jeg, at en voksen fra skolen skal vide, at drengene har sagt det til dig. Det er en meget ubehageligt og usund kultur, hvis det bliver okay, at sige sådan til nogen. Og det skal en voksen hjælpe med at ændre på.
Jeg synes derfor, at du skal overveje at tale med en lærer. I kan tale om, hvordan det skal foregå. Det kan være, at det ikke behøver at involvere, at dit navn kommer frem, hvis du er nervøs for det. Du er også velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale om, hvordan du kan tale med en lærer. Eller om der måske er en vejleder, eller en anden voksen du kan tale med det om. Det kan også være, at dine forældre kan hjælpe dig? Måske er det en god idé, at de ved, hvordan du har det? Man kan nemlig godt have brug for støtte og omsorg, når man har oplevet noget ubehageligt.
Det er ærgerligt, at du og din veninde er kommet fra hinanden. Jeg tænker dog, at du højst sandsynligt godt kan blive venner med hende igen. Nogle gange kan det hjælpe, hvis man er ærlig og fortæller, hvordan man har det med situationen. Så jeg vil råde dig til at skrive eller sige til din veninde, at du savner hende og at du er ked af, at du droppede hende. Det er i hvert fald en start. Måske har hun også syntes, at det var ubehageligt med truslerne?
Du skriver, at du ikke kan lide mennesker, der ryger og at du ikke vil være sammen med dem. At ryge er heller ikke godt - og det er usundt. Men mennesker, der ryger, er først og fremmest mennesker med forskellige egenskaber. At de ryger, er ikke det vigtigste ved dem som personer. Måske kan du tænke over, at man kan skelne imellem, at du ikke kan lide noget af det, de gør - men at de er også mennesker, der kan forskellige ting og kan lide forskellige ting. Prøv at fokusere på andre ting ved dem, end at de ryger.
Jeg håber, at du vil tale med nogen om den trussel, du har fået, og at du kan prøve at tænke over, hvem der kunne være flinke at tale mere med i klassen - og prøve at se ud over, at de fleste er rygere.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
BørneTelefonen