Kære dreng på 16,
Tak for dit brev. Jeg bliver helt varm i hjertet over, hvor ordentlig du er over for dine forældre, selvom du er uenig med dem og føler, du har en masse på spil med dine kammerater, der ryger e-cigaretter.
Jeg tror, dine forældre må være stolte over, at du er så ærlig og så meget, du fortæller dem. Det virker til at der er god dialog og tillid mellem jer, og det er er rigtig godt grundlag for at det skal fortsætte med at være godt.
Jeg forstår rigtig godt, hvad du føler, der er på spil over for din kammerater, hvis dine forældre går videre til deres forældre, og ja hvad kan du gøre?
Først vil jeg sige til dig, at du skal holde fast i din stil og fortsætte med at tale med dine forældre, selvom forældre nogle gang kan være rigtigt svære at få til at forstå, og tit skal der mange snakke til.
Jeg tænker, at dine forældre vil passe på dig, og derfor ikke vil have, at du ryger e-cigaretterne, som er ligeså skadelige med nikotin som normale cigaretter.
Men jeg kan godt forstå, at du er nysgerrig på, hvad det er for noget. Det er det, som du og dine forældre kunne tage en snak om, og måske kunne I finde frem til en løsning, hvor du fik lov at prøve det. Tit kan forældre bedre gå med til sådan noget, hvis I sammen kan finde en ramme for, hvordan det skal foregå.
Måske lyder det fjollet, men jeg tænker også, at dine forældre skal til at lære at være forældre til dig som teenager, der er nysgerrig på verden og er ved at rive sig lidt løs.
Det er der mange forældre, der skal øve sig i.
Tit er det bedste at den unge snakker med sine forældre og inviterer dem lidt ind i sin verden. Præcis som du gør ved at fortælle om e-cigaretterne.
Det betyder ikke, at dine forældre skal give slip på sine holdning om, at det ikke er godt for dig at ryge, men det at I har fået snakket og lyttet til hinanden kan nogle gange gøre det nemmere at acceptere et nej.
Jeg håber, I finder en løsning, og hvis ikke du må ryge eller prøve, så kunne du være et godt eksempel for dine kammerater.
Du kunne vise, at det er muligt at være med uden at ryge, og du vil på den måde også passe på dig selv, for det er bare møg usundt at ryge alle former for cigaretter.
Kunne du prøve at fortælle dine forældre, at du sætter pris på jeres tillid til hinanden, og at du ikke vil have, at de går videre med det, som du fortæller dem.
Jeg ved godt, at det kan være svært at sætte ord på, men du kunne vise dem brevet og svaret til os og bruge det til at snakke ud fra.
Jeg tænker, at din familie er kommet rigtig godt fra start med at være ærlig og kunne snakke tillidsfuldt om tingene, og det vil være godt at holde fast i, fordi i alle familier er det tit det, der skal til for at man som forældre og ung kan udvikle sig sammen og forstå hinandens verdener.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor vi også er klar at lytte og snakke.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen