Kære Pige på 16 år,
Tak for dit meget ærlige brev.
Først vil jeg sige til dig, at det er meget forskelligt, hvornår man får sin menstruation. Nogle får den meget tidligt og andre senere. De fleste får menstruation, når de er mellem 10 og 16 år. Grunden til at du endnu ikke har fået det, kan måske være, at du dyrker meget sport. Og at din vægt og fedtprocent derfor er lav? Du kunne tale med din læge om det, hvis du er bekymret for det.
Det er meget forskelligt, hvornår man begynder at blive nysgerrig på fester og sprut. Nogle bliver aldrig hele vilde med det. Og det er helt ok. Det er vigtigt, at man er tro mod sig selv og gør hvad, man selv føler for. Det er lige præcis det, som du gør så flot.
Jeg forstår dog godt, at det kan være svært, at forklare og stå ved, at man ikke drikker. Det er desværre sådan, at alkohol er en stor del af ungdomskulturen i dag. Og det kan være svært at stå imod, når man kan se, at de andre unge gør noget, man ikke er en del af.
Jeg synes, det er et modent standpunkt ikke at ville drikke alkohol. Det er sejt af dig, at du står ved din holdning, og jeg tror, du på den måde kan inspirere mange andre unge. Det er nemlig sådan, at du ikke er den eneste ung, der ikke kan lide at drikke. Mange føler sig desværre bare presset til det.
Du kunne overveje, om det er på grund af alkohol, at du ikke kan lide fester? For man kan jo godt gå til fest og så bare lade være med at drikke.
Hvis du har mod på det, kunne du derfor prøve at tage med til din venindes fødselsdagsfest. Du kan jo bare gå hjem igen, hvis de andre bliver for fulde.
Hvis du slet ikke har lyst til at gå til festen, så synes jeg, du skal være ærlig overfor hende. Sig, at du er glad for, at blive inviteret men altså ikke har lyst til at komme. Du kunne fortælle hende, at det ikke har noget med hende at gøre, og at du gerne vil fejre hende, men ikke med fest og sprut. Måske kunne du foreslå noget hygge med hende en eftermiddag efter skole i stedet.
De bedste hilsner BørneTelefonen