Kære pige på 15
En del af at være ung og menneske, er desværre, at man nogle gange kommer til at gøre ting, som man bagefter fortryder. I brevet lyder du til at være en fornuftig pige, der godt er klar over, at butikstyveri er forkert. Men selvom man er fornuftig – for det er du stadig -, kan man godt pludselig havne i uheldige situationer. Som du selv beskriver det, går tingene nogle gange rigtig stærkt.
Du skriver, at dine forældre er skuffede. Jeg kan forestille mig, at det må have overrasket dem, at du kunne havne i butikstyveri. Præcis ligesom det kom bag på dig. Det kunne være rigtig godt, hvis dig og dine forældre kunne få talt sammen om, at I alle er overrasket over, hvad der skete. At det selvfølgelig var dumt af dig, men at det slet ikke betyder, at du er ved at blive kriminel eller komme ud på et skråplan. Og din veninde er stadig en god veninde for dig. Du er stadig den samme, som du altid har været. For du har nemlig tænkt over det, der er sket. Og vil helt sikkert handle anderledes næste gang, du står i en lignende situation. Det er det vigtigste. Kunne du have lyst til at snakke med dine forældre om nogle af de ting?
Det er egentlig altid de voksnes ansvar at få snakket ordentligt med deres børn og unge, når sådan noget er sket. Men det lyder til, at der er brug for at snakke det igennem. Derfor vil jeg foreslå dig at ”invitere” dine forældre til en god snak om det, der skete. Måske kunne du skrive til dem, at du har det rigtig dårligt over det, der skete, og at du rigtig gerne vil snakke med dem? Og så kunne du måske foreslå et tidspunkt og sted?
I snakken kan du fokusere på, at det her jo ikke ligner den fornuftige pige, du normalt er. Og så kunne du måske fortælle om nogle af de rigtig gode tanker, du har gjort dig bagefter? Jeg tror, at det vil berolige dine forældre at have denne snak med dig. Og jeg tror, at dine gode overvejelser vil vise dine forældre, at du stadig er deres fornuftige datter, der bare havnede i den forkerte situation. Mon ikke I kan finde tilbage til hinanden igen - det tror jeg.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremover. Hvis du har behov for at snakke eller fortælle om hvordan det gik, er du altid velkommen til at skrive eller ringe 116111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen