Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kan jeg blive straffet?

Hej Børnebrevkassen.

For at gøre en lang historie kort, hang jeg ud med fire fyre på et tidspunkt. To af dem er mega søde og flinke, de to andre er okay i mine tanker.

Problemet er at de to jeg synes er okay, overtalte (vil nok mene det var gruppepres), de to som jeg synes er flinke til at stjæle alkohol fra en butik… De ville ikke i starten, men gik så under for presset til sidst.

De gik hen i butikken, imens de to andre (som begik gruppepres) gik over på en tankstation og stjal, imens bad de mig om at vente. Jeg gjorde som de sagde, jeg ventede.

Da alle var kommet tilbage gik vi, ingen af dem var blevet opdaget, jeg blev endda tilbudt noget af alkoholen, men takkede pænt nej, siden jeg ikke havde lyst.

Nu er jeg bare nervøs, ikke kun for mig selv, men også for de to som stjal alkoholen… Jeg ved at de godt kan blive straffet, men kan jeg også?  Jeg er virkelig bange og nervøs, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre hvis det bliver opdaget…

Kan jeg godt få en straf på grund af det her? Selvom jeg ikke gik med dem ind eller drak alkoholen, jeg stod og ventede, men jeg vidste godt at de gjorde det. Jeg stoppede dem ikke selvom jeg synes det var dumt…

Jeg er virkelig desperat for at få svar på det her, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, især hvis jeg kan få en straf for det… Jeg vil ikke skuffe mine forældre…

Jeg håber at I kan svare mig på mit problem.

Venlig hilsen en meget nervøs pige…

Pige
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Hvor er det godt, at du skriver til os, når du bliver bange. Det lyder som om, at du virkelig har forsøgt at være en god ven. Jeg kan godt forstå, at du ikke prøvede at stoppe dine venner. Jeg tror, at du kunne mærke, at de nok ikke ville lytte til dig alligevel. Og det er ikke dit ansvar, hvad dine venner vælger at gøre.

Du kan ikke få en straf, eftersom det ikke er dig, der har stjålet. Men hvis det bliver opdaget, så kan der være voksne, som vil tale med dig – og måske også dine forældre om, hvad der er sket.

Hvis du og dine venner er under 15, så kan I ikke straffes, men der kan ske det, at nogle fra jeres kommune vil tale med jer og jeres forældre. De vil tale med jer for at finde ud af, om I har brug for hjælp, så det her ikke sker igen.

Når man er over 15, så kan det være politiet, som man skal tale med, hvis man bliver opdaget.

Jeg kommer til at tænke på, hvorfor dine venner mon stjal. Og jeg tænker, at der kan være rigtig mange grunde til det.

Det kan virke spændende – det kan give en form for kick at gøre noget forbudt. Det kan kræve et godt samarbejde, så det kan være noget man føler sig lidt sej ved at kunne klare. Det kan også føles som om at venskabet bliver stærkere af, at man har tyveriet som en hemmelighed sammen.

Det kan også være en måde at få fat i alkohol på, som I jo faktisk ikke engang ville kunne købe selv – heller ikke selvom I havde penge. For nogle er tyveri også noget, man begynder på, fordi man mangler penge i sin familie og derfor får nej til rigtig mange ting fra sine forældre.

Jeg fortæller dig det her for at vise, at der altid er en eller flere grunde. Og dine venner har helt sikkert deres grunde. Måske er der noget, som de har brug til hjælp med fra nogle gode voksne? Det kan være, at det vil være en god ting, at nogle gode voksne hjælper dine venner til at stoppe med at stjæle.

Det er altid ubehageligt at blive opdaget, når man godt ved, at man har gjort noget forkert. Men det kan godt ende med, at tingene bliver bedre, fordi man så kan få hjælp. Og man slipper for at gå med en hemmelighed.

Du skriver, at du ikke ønsker at skuffe dine forældre. Det kan jeg virkelig godt forstå – sådan tror jeg, at alle børn har det. Jeg vil alligevel foreslå, at du tænker over, om dine forældre vil kunne hjælpe dig med det her. Lige nu er det en tung hemmelighed for dig at bære. Hvis du har det godt med dine forældre, så kunne du tænke over, om det kunne være rart at få fortalt dem, hvad der er sket, så du ikke længere skal være så bange.

Du kan være, at det vil være nemmere for dig at skrive til dine forældre. Måske kan du bruge denne her side: Skriv det til nogen

Du kan også øve dig på at fortælle det ved at ringe til os på 116 111. Det kan nogle gange hjælpe, at man har prøvet at sige det højt nogle gange, før man skal sige det til sine forældre. Hos os er du anonym, så vi siger det ikke videre til nogen.

Jeg håber, at mit svar kunne gøre dig lidt mere rolig. Og jeg håber, at du finder en vej til ikke at være så bange mere. Der er mennesker, som gerne vil hjælpe dig, når du er klar til det.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Flere gode råd til unge Om alkohol

Når man er ung, kan det være, at man begynder at interessere sig for fester. Eller måske at ens venner, er begyndt at feste – og måske er nogen også begyndt at drikke øl og drinks til festerne?

Har du tanker som: Jeg føler, jeg skal drikke, for at være en del af fællesskabet. Det er som om, der er et gruppepres til festerne. Hvordan siger jeg fra? Jeg vil gerne prøve at drikke, men hvordan taler jeg med mine forældre om det? Jeg tror jeg har et alkoholproblem, hvordan får jeg hjælp til at komme ud af min afhængighed? Hvad kan der ske, hvis jeg drikke for meget? Min ven bliver altid for fuld, hvordan kan jeg hjælpe?

Tjek siden ud og find svar på dine spørgsmål. Du kan tage en quiz og finde ud af, om du kender til myterne om alkohol. Du kan også læse gode råd til, hvordan du drikker alkohol på en sikker måde eller du kan læse andre børns dilemmaer og se BørneTelefonen svar.

Alkohol og stoffer Andre der hjælper

Netstof

Rådgivning og information om alkohol og rusmidler. Find et behandlingstilbud.
Læs mere

Alkolinjen

Til dig, der drikker meget alkohol eller er pårørende til alkoholmisbrug
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat