Kære pige på 15 år,
Tak for dit brev!
Jeg kan godt forstå, hvis du tænker meget over episoden, hvor du havde sex med din bedste ven, og at du bekymrer dig over din kærestes reaktion. Derfor tænker jeg også, at en af de bedste måder at komme videre på, er ved at fortælle din kæreste, hvad der skete. Når man skjuler noget for nogen, kan det være rigtig svært at tænke på andet, og man kan gå rundt og have næsten ondt i maven af frygt for, at ham/hende man skjuler noget for, skal opdage det.
Selvom der er en risiko for, at din kæreste bliver både ked af det og sur, tænker du måske også selv, at det ikke føles helt fair at holde det hemmeligt? Det er ikke til at vide, hvordan han vil reagere på det hele. Det er ikke alle, der synes, at dét, at man var meget fuld, er en OK “undskyldning”. Men hvis du fortæller din kæreste det hele, som det er, og hvis du fortæller ham, at du er ked af det – og at det kun er ham, du vil være kærester med (hvis det er sådan, du har det), så har du gjort alt, hvad du kunne. Så må du lade det være op til din kæreste, om han har lyst til, at I skal fortsætte med at være sammen. Det kan godt være, at han har brug for lidt betænkningstid.
Men jeg spekulerer lidt på, om du mon har tænkt lidt over, hvad hele episoden med din bedste ven egentlig betød? Selvom I begge to var meget fulde, kunne der måske alligevel godt ligge nogle flere følelser bag handlingen? Kunne du mon have lidt dybere følelser for din bedste ven? Hvis du fortryder, at du var sammen med ham, fordi du har en kæreste, kan du måske overveje, om du også ville fortryde det, hvis du ikke havde en kæreste. Nogle gange kan man være rigtig glad for flere personer, og det kan godt være lidt svært at finde rundt i følelserne. Måske kunne det være meget rart at vende sådanne tanker i hovedet, før du snakker med din kæreste? Måske kunne det endda være rart, at vende dem med en veninde? Det kan også være, at det vil være rart at tale det hele igennem med din bedste ven?
Jeg håber, at du får fortalt din kæreste om det hele, og at I finder ud af det sammen, hvis I begge ønsker at fortsætte med at være kærester. Jeg håber også, at du får talt med en veninde eller måske en af dine forældre, så de kan støtte dig – og trøste dig, hvis du føler dig ked af det. Den, der har været utro, kan nemlig sagtens være lige så ked af det og såret, som kæresten. Sommetider kan man have følelser af skyld og skam, og det kan være ret svært at gå rundt med alene. Derfor er det rart, hvis du har nogen personer tæt på dig, der kender hele historien, og som er klar til at hjælpe og støtte dig, hvis du bliver ked af det.
Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på telefonennummer 116111 eller skrive til os på chatten. Vi taler tit med unge om sådanne emner, og vi vil også meget gerne tale/chatte med dig, hvis du har brug for at komme ud med nogle tanker og følelser – eller hvis du har brug for et godt råd.
Mange gange held og lykke med det.
De bedste hilsner
BørneTelefonen