Kære dreng på 15 år
Du fortæller om, hvordan du gennem det sidste års tid har røget hash uden, at dine forældre ikke ved noget om det. Nu er det blevet sværere at skjule for dem og du oplever, at de virker mistænkelige overfor dig og din omgangskreds. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for dig at være i.
Du er bekymret for, hvad der vil ske og hvordan dine forældre vil reagere, hvis de finder ud af, hvor ofte du ryger. Det kan være rigtigt svært at skulle tale med sine forældre om de ting, der sker i livet, men nogle gange kan tingene på en eller anden måde også blive mere konkrete og lettere at håndtere, når de mennesker der er omkring én, får den mulighed for at være en del af det.
Det bekymrer dog mig lidt, den måde du bruger hashen på og derfor vil jeg alligevel gerne give dig et par idéer til, hvor du kan få hjælp til måske bare at mindske dit forbrug en anelse. Selvom du fortæller om, at hashen giver dig en masse gode ting, så har hashen jo desværre også nogle andre effekter på din krop og sind, som på sigt er ret skadelige. Det synes jeg alligevel er værd at vide lidt mere om, så det håber jeg er ok for dig.
Du skriver, at hashen fjerner dine dårlige tanker, men jeg kommer også til at tænker på, at de dårlige tanker og svære følelser vel også er en del af os som mennesker. Hvis man fjerner de dårlige tanker, så fjerner vi vel på en måde en del af os selv. Kan det så ikke påvirke os i langt højere grad end vi ønsker. Eller hvad tænker du?
Ved at fjerne de dårlige tanker, tænker jeg, at man ikke helt får mulighed for at forholde sig til de tanker eller til at komme videre og gennem følelserne. Det kan måske betyde, at tankerne kommer til at fylde endnu mere i de perioder, hvor du ikke ryger, fordi de ikke får mulighed for at finde deres plads i dig. Det jeg tænker er, at du ved at ryge dulmer og udskyder at mærke og tage dig af følelserne fx omkring din kæreste. Det kan være så svært at være i følelser, hvor man bare er ramt og nede - kærestesorger er hårde og kan koste tårer og tristhed, og det kan kræve sit mod at gøre det.Giver det mon mening for dig?
Måske er det lidt provokerende det jeg skriver nu, men det ramte mig bare, når du skriver; at du begyndte at ryge da du mistede din kæreste og hashen fjerner de dårlige tanker. Samtidig skriver du også, at du har røget hver dag i to år og der er intet, der har ændret sig? For mig lyder det til, at det at ryge ikke har hjulpet dig gennem kærestesorger og tankerne - ellers ville du vel ikke fortsætte med at ryge? Du mærker også dine forældre som mistænkelige, fordi du føler at du er nødt til at lyve...Mit gæt er, at du nok ikke løj for dem da du ikke røg hash...? Så måske er der alligevel noget ved dig, der er ændret? Måske er dine forældre også bekymrede og ikke kun mistænkelige? Måske kan det være svært at se sig selv udefra? Hash begynder som regel i det stille og bare en enkelt, men det lyder til at den fylder en del nu og tager mere tid fra dig og andre ting, du har lavet sammen med andre tidligere - eller skyder jeg helt ved siden af her?
Der findes en rådgivninger der kan hjælpe dig her, denne er en af dem: http://www.netstof.dk/raadgivning . De har forskellige muligheder for bl.a. chat med en rådgiver men også med andre unge, som måske har været eller er i samme situation som dig.
Måske kunne der også være nogle andre ting i dit liv, som betyder noget for dig, og som du kunne begynde at dyrke noget mere. Noget som kunne hjælpe dig gennem de svære og dårlige tanker på en anden måde. Hvad tænker du mon om det?
Samtidig tænker jeg også, at det er rigtig vigtigt, at du har nogle at tale med om, hvordan du har det og om hvad det er, der er svært. Måske har du en lærer på din skole, som kunne være god at tale med. Det skal selvfølgelig være én, som du stoler på, og som du er tryg ved. Det kunne give dig støtte fra flere forskellige steder. Også i forhold til dine forældre, måske er de også ok at snakke med alligevel - fx en gåtur med en af dem og en snak sammen?
Du er altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111. Det er gratis og anonymt. Jeg håber, at du har kunnet finde noget støtte og nogle svar i mit brev – selvom du måske havde forestillet dig noget andet.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen