Brev

Håbløs fremtid

Hej, Jeg er ved ikke hvad skal gøre. Jeg har altid været en asocial og akavet person, men med ambitioner og drømme.

Siden jeg startede på HF er min personlige udvikling og mine sociale evner steget ekstremt. Jeg er nu en selvsikker ung mand, der tør at tage chancer og er glad for at møde nye mennesker.

Men med hensyn til uddannelsen er det gået skidt. Jeg begyndte at feste meget, ryge meget (både hash og cigaretter) og møde mange nye mennesker. Det er jeg utrolig glad for, og føler det er det bedste der sker lige nu.

Men jeg er til gengæld også blevet meget doven og passer ikke min skole længere. Jeg ved at mit liv uden for skolen kommer til at påvirke min fremtid. Men det er svært at sige fra når jeg er så glad lige nu. Jeg tænker at det hele kan være lige meget, men det kommer til at give tilbageslag. Jeg føler at jeg sidder i et dilemma. Hjælp.

Dreng, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng

Når jeg læser dit brev, kan jeg godt mærke, at du føler dig i et dilemma lige nu – et dilemma om, hvordan skole og fritid kan forenes.

Det kan være en svær situation at stå i, både fordi du føler, at det sociale er det bedste der sker lige nu samtidig med, at du ved, at HF er vigtig for dit videre uddannelsesforløb og læring. Det er godt, du stopper op og mærker, hvor du er på vej hen og hvordan du gerne vil være. En måde du kan håndtere dit dilemma på, kan måske være ved at forsøge at finde en balance mellem de to verdener, så du føler, at du er en del af og aktiv i begge. Hvad tænker du mon om det?

Punkterne nedenfor kan måske bruges som inspiration til, hvordan du kan finde en balance mellem det faglige og sociale, og så du kan finde den løsning, der passer bedst på dig:

En måde at finde en balance mellem de to verdener kan fx være ved, at du planlægger din hverdag noget mere, så du både når skoletingene og dine venner. Du kan spørge dig selv, hvad du skal nå mht. til skolen og hvem du har aftaler med, og så kan du lave et overblik over, hvordan du skal bruge din tid bedst muligt. Det vigtige er, at det er en realistisk plan. Nogle skriver det ned i punkter for at kunne holde styr på alle de ting, de skal. Måske kan det være en hjælp for dig? Eller måske i en kalender, hvor du skriver at fra kl. det til det laves der lektier og så kan du hygge med vennerne bagefter?
Du kan eventuelt tale med nogle af dine kammerater om, hvordan de får det hele til at hænge sammen. Er der mon nogen af dine venner, som ville være gode at tale med? Det kan være, at en af dine venner oplever det på samme måde.
En anden vej kan for eksempel også være, at du prioriterer festerne, så du nogle gange lader være med at ryge og drikke ligeså meget, da rusmidler gør en træt og tager en masse energi fra en. På den måde vil du få mere energi til fx også at være aktiv i skolen eller nå andre ting i weekenderne. Du vil også stadig kunne deltage i sociale arrangementer og ses med dine venner, som du nyder. Hvordan vil det mon være for dig? Man kan nemlig godt være socialt aktiv og en god kammerat uden, at man er 100 % 'på' hele tiden. Det er i orden også at bruge tid på skolen eller andre ting. Hvad tænker du mon om det?
At du er begyndt at ryge hash gør nok også en stor forskel i forhold til dit aktivitetsniveau. Hash er vanedannende og jævnlig brug af hash gør en mere sløv, langsom og ukoncentreret. Dit hashforbrug kan derfor også have en stor påvirkning på, at du føler dig mere doven i skolen og at du ikke passer din skole længere. Hvad tænker du mon om det?
En hjælp kan måske også være at ringe til BørneTelefonen for at tale videre om det. Nummeret er 116 111 og du vil være anonym. Måske kan det være rart for dig at tale med en anden om, hvordan du helt konkret kan håndtere situationen.
En mulighed er også, at du taler med en studievejleder på din skole. Studievejlederen kender til at have det som du beskriver og skal kunne hjælpe dig med, hvad der kan gøres. Vil det mon være en mulighed? En start kan fx være at booke en tid.

Jeg håber, at det her brev kan være en hjælp for dig. Mange unge føler sig i et dilemma omkring både at være fagligt dygtige og aktive i skolen samtidig med, at de vil være sociale og deltage i en masse ting. Jeg tænker derfor, at det er noget som optager mange i din alder. Ofte handler det om at finde en balance, hvor man er tro mod sig selv og sine værdier og mål – så man både kan nyde nuet og se fremtiden i øjnene.

Mange hilsner fra BørneTelefonen. 

Flere gode råd til unge Om alkohol

Når man er ung, kan det være, at man begynder at interessere sig for fester. Eller måske at ens venner, er begyndt at feste – og måske er nogen også begyndt at drikke øl og drinks til festerne?

Har du tanker som: Jeg føler, jeg skal drikke, for at være en del af fællesskabet. Det er som om, der er et gruppepres til festerne. Hvordan siger jeg fra? Jeg vil gerne prøve at drikke, men hvordan taler jeg med mine forældre om det? Jeg tror jeg har et alkoholproblem, hvordan får jeg hjælp til at komme ud af min afhængighed? Hvad kan der ske, hvis jeg drikke for meget? Min ven bliver altid for fuld, hvordan kan jeg hjælpe?

Tjek siden ud og find svar på dine spørgsmål. Du kan tage en quiz og finde ud af, om du kender til myterne om alkohol. Du kan også læse gode råd til, hvordan du drikker alkohol på en sikker måde eller du kan læse andre børns dilemmaer og se BørneTelefonen svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat