Kære pige 15 år
Tak for dit brev. Det lyder som om, at du ikke har det godt derhjemme. Men måske ved du ikke rigtig hvorfor, at det har været sådan i nogle år?
Jeg tænker på om det kunne skyldes, at du er blevet ældre og teenager? Der sker jo en masse hormonelt med kroppen, som også kan påvirke ens humør. Man kan begynde at sætte spørgsmålstegn ved det ens forældre siger, og de regler som de laver derhjemme. Nogle gange kommer man ud på et sidespor, hvor det pludselig er svært at tale med sine forældre, uden at det bliver et skænderi. Og man kan føle, at de ikke elsker en mere, fordi de hele tiden irettesætter en, eller påpeger fejl.
Mange at de ting du nævner, synes jeg egentlig lyder som naturlige reaktioner. Såsom at være sammen med venner i weekenden i stedet for at være hjemme. Men det er ikke meningen, at man skal gå alene med sine tanker, når man har det skidt. Og jeg bliver bekymret når du skriver, at du har prøvet stoffer og at du har selvmordstanker. Mange unge synes, at det er sjovt at eksperimentere med forskellige ting. Men man skal huske at gøre tingene i eget tempo og ikke lægge under for gruppepres. Og så skal man ikke gøre det for at flygte væk fra sin livssituation.
Jeg hører også, at du egentlig gerne vil tale med din mor, men at du er bange for, hvordan hun vil reagere f.eks. i forhold til, at du er begyndt at ryge. Måske forventer hun også for meget af dig, og har svært ved at anerkende nogle selvstændige valg, som du begynder at tage, og ting som du prøver af, som en del af det at være ung. Hvad mon hun vil sige, hvis du fortæller hende, at du går med selvmordstanker? Hvis du fortæller hende det, så vil hun måske forstå, at du ikke har det så godt?
Hvordan mærker du, at din far er ligeglad? Hvad mon han gør, eller ikke gør, som får dig til at tro, at han er ligeglad med dig? Har du prøvet at tale med ham, om ting som rører sig i dit liv?
Selvmordstanker er ikke noget, som man skal gå med selv. Det er et tegn på, at man ikke trives og at noget er uoverskueligt at gå med alene. Måske du sammen med dine forældre kunne finde ud af, om du skal tale med en psykolog. En psykolog kan man fortælle alt uden at være bange for deres reaktion. Man kan f.eks. få en psykolog gennem skolen eller lægen.
Hvis du ikke føler, at du kan fortælle dine forældre det, så kunne du måske finde en anden voksen, som du stoler på og som du kunne åbne dig for? En bedsteforælder eller en lærer i skolen?
Jeg tænker, at hvis du ikke vil blive ved med at flygte fra dit hjem og din familie, så bliver du nødt til at få fortalt dem, hvordan du har det, og at du er ked at situationen derhjemme pt. Måske kan de så bedre forstå din ”dårlige attitude derhjemme”, som jo skyldes at du ikke har det godt. Måske du ikke føler dig hørt eller forstået? Før du taler med din familie, så kunne du jo også prøve at tale med en ven om din situation derhjemme, måske dine venner kan nikke genkendende til nogle af de problemer man kan få med sine forældre, når man går fra barndommen ind i ungdomsårene?
Jeg håber du kan bruge dette brev til at komme videre og får den hjælp, som du har brug for.
Kh,
BørneTelefonen
