Kære dreng på 15 år
Når jeg læser dit brev og ser din overskrift, tænker jeg at du absolut ikke er en fiasko og du er heller ikke et problembarn. Jeg kommer i stedet til at tænke over, at du beskriver nogle udfordringer du har i dit liv, som jeg tænker måske kan virke uoverskuelige for dig, kan det være i den retning du tænker?
Det virker til, at der skete meget store ændringer på efterskolen, og dit liv har været noget omtåget den sidste tid. Alligevel har du selv formået at sætte dit hashforbrug væsentligt ned, noget mange har rigtigt svært ved. En del børn der ryger hash har flere ting at kæmpe med, når de gerne vil stoppe. Dels den fysiske afhængighed, der er ved hashen, dels det fællesskab der er med deres rygevenner.
Nogle oplever følelser som angst og bekymring, fordi de næsten føler tættere bånd til hashvennerne end til deres familie, som de ofte bliver uvenner med. Er det nogle oplevelser og følelser du også kender nogle af, eller måske har du helt andre erfaringer? Det at du selv har fået sat lidt kontrol på dit forbrug, er absolut det modsatte af fiasko, det er super stærkt gået.
Jeg tænker det må være vanskeligt for dig, at bryde det rygte du har fået som ”gade gangster”. Kan det være medvirkende til, at du reagerede med at slå da du blev puffet til den anden dag? Selv om du måske har snakket dig ud af problemerne, tænker jeg, at det måske stadig kan sidde indeni dig... At du ikke helt er klar til at slippe 'ham-skal-du-ikke-fucke-med` endnu, men holder fast i stilen, når du føler dig truet? Mon det er den skillevej du er ved at stå ved nu, og det er her du har brug for støtte? Kunne du forestille dig en voksen, som du kunne tale med om hvordan du oplever din verden for tiden, og de ønsker du har for fremtiden?
Når du beskriver hvordan du lige nu går på en lille skole, er der så en studievejleder på skolen du kan tale med. Måske kommer denne ikke på skolen hverdag, men kunne du måske aftale en tid med vedkommende. Det kunne måske også være en idé, at tale med din klasselærer om hvordan du har det med den og måske lignede oplevelser?
Nogle børn jeg kender, der som dig har prøvet lidt af hvert, har fortalt mig om, at de med vilje gjorde sig hårde og seje. Sådan var de ud af til, også selv om de havde det dårligt indeni. Nogle af dem følte, de havde et dårligt forhold til deres lærer. Det gjorde de havde svært ved, at tale med lærerne eller andre voksne der måske kunne tænkes at hjælpe dem. Et par af dem gjorde det, at de viste deres breve herind til BørneBrevkassen sammen med de svar, der var blevet givet. Det var en måde for dem, at få begyndt på at åbne op for det hårde ydre, kunne du måske gøre noget i samme stil, hvad tænker du om sådan en mulighed?
Du skriver, at dit forhold til din mor ikke er det bedste for tiden, det må være svært for dig at høre, når hun siger sådan til dig.
Jeg kender jo ikke din mor, men kunne det måske være en idé for hende, at tage kontakt til Børns Vilkårs, ForældreTelefon på 35 55 55 57.
Har du tænkt på, om hun måske er bekymret for dig, og måske bange for hvad der sker med dig i fremtiden. Det retfærdiggør ikke på nogen måde, at hun behandler dig sådan, at du føler det som psykisk terror, det er slet i orden at hun gør det.
Du har ikke skrevet noget om din far, men kunne det være en voksen du kunne tale med? Måske har du en anden i din familie du selv tænker kunne støtte og hjælpe dig på vej?
For mig, lyder det i hvert fald til, at du selv, allerede har gjort en stor indsats for mindske dit forbrug af stoffer, og vist egentlig gerne vil væk fra gangster stilen - mon jeg har forstået det rigtigt? Jeg tænker, at der i din kommune er mulighed for at rådgivning if. til misbrug via kommunen. Jeg ved, at i København er der et tilbud til unge i misbrug, www.uturn.dk Måske kender du det allerede, ellers kan du tjekke hjemmesiden og få mere viden om, hvordan de arbejder med unge i misbrug. Det kan også være, at du har mod på at ringe til deres anonyme rådgivning, for at høre mere om din muligheder for at få støtte i din proces?
Du er også meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen 116 111 eller du kan, ligeledes helt anonymt skrive over Chatten.
Mange kærlige hilsner
BørneBrevkassen