Kære du
Tak for dit brev, det er simpelthen super godt, du skriver. Dels ved jeg, at det her er et problem, som en del unge faktisk tumler med; dels er det jo et problem for dig, som gerne vil være med til at feste bare uden at være stang stiv. Du har fuldstændig ret.
Det er meget svært at føle sig som en del af gruppen, hvis man er den eneste ædru person, og alle de andre vælter døddrukne rundt. Og det er heller ikke nødvendigvis hjælpsomt, at voksne fortæller en, hvor sej man er, når alle ens venner ikke oplever det sådan. Nu lyder det som om, du har været så uheldig at havne et sted, hvor det store flertal drikker temmelig meget.
De fleste steder er det faktisk sådan, at der er nogle stykker, der ikke bryder sig om at drikke sig fra sans og samling, og det kan være en god støtte at vide, man ikke er alene. Så hvad gør du? Måske kunne du prøve at lægge mærke til, om det rent faktisk er alle de andre, som synes, den form for drukfester er fantastiske..?
Jeg gætter på, at ikke alle synes, det er lige så fedt, som de giver udtryk for... Prøv at lægge mærke til, om nogle af de andre evt. holder lidt lav profil, når der snakkes om festerne, eller om der rent faktisk er andre, som heller ikke drikker sig helt i hegnet...
Hvis du opdager, at der er andre, som heller ikke bryder sig om det totale tab af kontrol, som en ordentlig brandert medfører, så kunne det måske være starten på, at I hang lidt ud sammen til festerne..? Det ville ikke løse grundproblemet - at de fleste drikker for meget - men jeg gætter på, at det ville være federe for dig at være med til festerne... Hvis ikke du synes, du kan finde nogen, der har det lidt som dig, så kan jeg forestille mig, at du ikke i længden kan holde ud at gå til festerne...
Jeg ved, at andre har klaret sig igennem ved at spille mere fulde end de var. Det burde jo ikke være nødvendigt, men jeg ved, at det for nogen har givet mening at gøre, fordi de så alligevel kunne koble sig lidt på de fælles snakke om mandagen... Jeg ved ikke, om der er unge med minoritetsbaggrund på dit gymnasium? Men er der det, så er det tit sådan, at de slet ikke drikker alkohol, da mange har muslimsk baggrund. Det kunne måske være en ide at snakke med dem om, hvordan de evt. klarer at gå til fester, hvor mange er fulde..?
Håber, du har fået et par ideer - jeg tror ikke der findes en nem løsning, som bare kan ændre på den alkoholkultur, som er på det gymnasium, hvor du går - men måske kan du alligevel godt med tiden finde ud af, hvordan du klarer dig igennem festerne uden at føle dig nødsaget til at skulle drikke mere alkohol, end du har lyst til...
Knus fra BørneBrevkassen