Kære dreng på 15 år.
Mange tak for dit brev om alkohol og snus-vaner. Hvor er det godt du skriver herind når nu du går og tænker over om dine vaner er gode/normale.
For mange unge er alkohol en naturlig del af det med at feste, men det er så fint du stopper op, mærker efter og stiller spørgsmål ved om den måde du vælger at leve på er ok/normalt.
Når nu du spørger, så vil jeg sige at 15 genstande om ugen er for meget. Jeg ved godt at nogle unge drikker meget, men der er også unge, der ikke vælger at drikke eller kun at drikke lidt.
Alkohol er skadeligt for krop og hjerne og derudover er der risiko for at komme til skade fysisk eller gøre dumme ting, da man ofte ikke passer så godt på sig selv i beruset tilstand.
Der kan være mange årsager til at drikke alkohol og det sociale, løssluppenheden og gruppepres blandt venner kan være nogle af de grunde, der er til, at unge drikker.
Sundhedsstyrelsen anbefaler at (voksne) mænd drikker under 14 genstanden om ugen og (voksne) kvinder under 7 genstande om ugen. Men du er stadig i puberteten og din krop og hjerne har brug for de bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig, så jeg vil klart anbefale dig at skrue ned for alkoholen og drikke langt mindre end 14 genstande om ugen.
Nogen vælger at drikke et stort glas vand mellem hver genstand, for på den måde ikke at få indtaget for meget alkohol for hurtigt.
Har du lavet nogle aftaler med dine forældre om hvor meget du må drikke? Og har I haft snakken om hvilke drikkevaner du og dine venner har?
Hvis ikke du har talt med dine forældre, så vil jeg anbefale dig at prøve at tale med dem om det og få lavet nogle aftaler om hvor meget du må drikke. Det kan også være du kan snakke med en lærer om I kan få et tema omkring unge og alkohol, for at sætte fokus på emnet i klassen.
I forhold til snus/snoller, så vil jeg også anbefale dig at overveje om ikke du kan stoppe med dette, da det er sundhedsskadeligt - også selv i små mængder. Måske kan du snakke med sundhedsplejsken på skolen, hvis du oplever at det er svært at stoppe?
Du er også altid velkommen til at ringe til børnetelefonen på 116 111 hvis du vil snakke lidt mere om alkoholvaner. Det kan være du har brug for ideer til hvordan du drikke mindre eller til hvordan du kan få sagt fra overfor vennerne, hvis de skulle opfordre dig til at drikke mere end du har lyst til.
Mange varme hilsner fra Børnetelefonen.