Kære pige på 15 år.
Du har truffet en beslutning ift. alkohol, som er forskellig fra den, dine venner har truffet. Det giver jer helt naturligt forskellige ståsteder i forhold til lige præcis alkohol - og forskellige oplevelser af, hvad det måske er spændende, når man f.eks. hænger ud på Nørreport.
Jeg tænker ikke, at du kun er interessant at være sammen med, når den anden er fuld. Jeg tænker, at det er udtryk for, at du er en meget overbærende ven, der accepterer, at din ven gør noget andet end det, du synes er rigtigt. Og at det på en eller anden måde er blevet "prisen" for at være sammen. Sådan behøver det ikke være.
Det kan være mange grunde til, at dine nye venner bruger alkohol på den måde, som de gør. Det forpligter heldigvis ikke dig til at gøre det samme - selv om det nogle gange kan kræve viljestyrke og selvdisciplin. Det er ret sejt, at du holder fast i din beslutning. Respekt for det!
Jeg får lyst til at foreslå dig flere ting;
Jeg foreslår dig blandt andet, at du spørger nogle af dine venner, om I kan lave andre ting end gå rundt på Nørreport og drikke sig i hegnet. Du kan tjekke, hvad der sker på gymnasiet eller rundt i byen og foreslå, at I følges ad til de ting. Det kan også være filmaftener, en tur i biffen, eller bare en stille og rolig aften hjemme hos en af jer.
Måske kan du undersøge, om der er andre piger i din klasse og i de andre klasser, som på nogle punkter passer bedre til dig og dine interesser end de piger, du lige nu følges med? Jeg tænker på, at der tit er forskellige grupper, på tværs af klasser og årgange på gymnasierne, som man kan deltage i. Hvis det er svært at få et overblik over disse muligheder, kan din lærer eller studievejlederen på gymnasiet måske hjælpe med det. Jeg foreslår det fordi, at det sagtens kan være sådan, at man går med forskellige venner til forskellige ting. Man har ikke nødvendigvis de samme interesser, bare fordi man er venner.
Kunne du dele dine tanker med en enkelt af dine veninder? Måske dine forældre, eller en anden voksen, som du stoler på. Det kan være, det er en god idé at gå til nogle ting i fritiden eller have et fritidsjob, så der er flere muligheder for at finde gode venner end lige på gymnasiet. Der kan de måske bakke dig op og være dine sparringspartnere, så du ikke går alene med dine tanker.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Jeg ønsker dig i hvert fald masser af held og lykke med at få en god tid på gymnasiet.
Mange hilsner fra BørneTelefonen