Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Alkohol, piller og cutter

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng 14 år

Nogle gange kan man komme i situationer, hvor man kan blive fyldt op af savn og være så ked af det, at man ikke ved, hvad man skal gøre for at dæmpe kærestesorgerne. Det kan gøre, at man afprøver forskellige ting, fordi man gerne vil have, at de triste følelser skal forsvinde. Det er bare så vigtigt, at du får talt med nogen om, hvordan du har det - det er en hjælp til at lette hjertet at tale om følelserne og alt det der ikke er til at holde ud.

Selvskade er for mange en måde at forsøge at håndtere overvældende og svære følelser. Det samme gælder egentlig også med at drikke meget alkohol og tage piller. Selvom selvskade, piller og alkohol ikke løser den måde du har det, kan nogen have svært ved at stoppe med det igen. Det her brev vil handle om, hvordan du kan få hjælp i den her situation.  

Det kan være svært at skulle fortælle andre, hvordan man har det. Jeg har talt med flere, som er nervøse for andres reaktion. Når jeg læser, hvordan du har det tænker jeg, at det er vigtigt at du får hjælp af andre i den her situation. Selvom det kan være grænseoverskridende at skulle tale med andre om, hvordan man har det, er det vigtigt at få hjælp. En mulighed er for eksempel, at du fortæller eller skriver til dine forældre, at du er knust over at din kæreste har slået op. Det kan også være den lærer du har mest tillid til eller en ven.  Af alle dem du kender, hvem vil så være bedst at tale med? En start kan være at beslutte sig for, hvem du vil tale med og derefter, hvordan du kan sige eller skrive det.

Du er også meget velkommen til at snakke/skrive mere med os på BørneTelefonen 116111, vi vil meget gerne snakke mere om de følelser du kæmper med efter bruddet med din kæreste. 

En anden mulighed er, at du ringer og snakker med lægen, som kan rådgive dig i forhold til at du bruger selvskade og alkohol som en måde at dæmpe kærestesorgerne. En start kan være at ringe for at få en tid hos lægen. Hvis det er svært at skulle sige, hvordan du har det, er en mulighed at vise lægen det brev du har skrevet herind.

Det gør ondt, når man ikke er klar til at ende et forhold. Man kan opleve følelser af svigt og sorg over, at man ikke kan være sammen mere. Det er helt normalt at blive ked af det, når man bliver slået op med. Det føles overvældende og det kan være svært pludseligt at skulle håndtere at være i sådan en situation. Selvom det er nemt at sige, så er det er forskelligt fra person til person og fra forhold til forhold, hvor lang tid det tager at komme sig. Det er vigtigt både at give sig selv rum til at være ked af det og rum til at lave andre ting – at give sig selv en pause fra kærestesorgen.

En pause kan være at lave noget du normalt kan lide at lave. Det er ikke sikkert, at du føler den samme glæde lige nu, men det er aktiviteter som måske kan få dig til at tænke på lidt andre ting. Og det kan være et kæmpe skridt på vejen. Det kan være at dyrke motion, gå ture, høre musik, spille computer, lave noget med kammerater eller andet. Hvad kunne være godt for dig at lave?

Det er godt, at du har valgt at skrive herind om det – det giver mig en fornemmelse af, at du har fået stoppet op og er bevidst om, hvordan du har det lige nu. Det er godt, at du handler på det ved at skrive herind – det hele kan nemlig blive anderledes igen.

Mange kærlige tanker

BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat