Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Alkohol og forvirring osv

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære E

Tak for dit brev, hvor du beskriver nogle tanker, som jeg tror, rigtig mange unge kan genkende. Der er nemlig mange der begynder at gå til fester, når man er omkring 15 år. Derfor er det også i den alder, at nogen får deres første erfaringer med alkohol og rygning. Som du selv skriver, er du godt klar over, at begge ting er skadelige. Men det er bare ikke det, man tænker på, når man er til fest, og alle andre omkring en måske har drukket alkohol.

Ligesom mange andre unge, lyder det som om, at du har oplevet de modsatrettede tanker og følelser, der kan være til alkohol og rygning. Samtidig med, at du er tiltrukket af det, ved du, at det er skadeligt og kan have konsekvenser på længere sigt. Du beskriver, at du nogle gange føler dig som et lille uskyldigt barn, men at du andre gange ser på dig selv omvendt – som en, der er på vej til at blive voksen og selv kan træffe dine beslutninger. Det kan være rigtig forvirrende og frustrerende at have den alder, du har lige nu.

Det lyder til at have været en rigtig ubehagelig oplevelse for dig at finde ud af, at du havde drukket så meget, at du havde mistet noget af hukommelsen. Og det har været ubehageligt for dig, at du havde røget foran andre og at du ikke kan huske, hvor mange, der havde set dig ryge. En af de ting, der sker, når man drikker alkohol, er desværre, at man godt kan komme til at gøre eller sige nogle ting, man ellers ikke ville have gjort. Det kan godt virke voldsomt på en selv. Men hvis det kan trøste, har det højst sandsynligt fyldt meget mere hos dig selv, end hos andre. Jeg kan forestille mig, at også andre har drukket til festen? Og måske kan dem, der så dig ryge, ikke engang huske det? Måske har de også sagt og gjort nogle ting, de ellers ikke ville have gjort?

Er de her tanker nogle, du bagefter har gået alene rundt med? Snakker du med dine forældre om fester? De har også selv været unge, så måske kunne det give en god snak om alt det her med at være på vej til at blive voksen? Eller måske kunne jeres lærer starte en snak i klassen om alle de nye ting, man skal forholde sig til, når man er ung? Eller måske havde du en god ven eller veninde med til festen, der ligesom dig kunne have behov for at snakke igennem, hvad der skete?

Jeg håber, du har fået den hjælp til dine tanker, som du efterlyste i dit brev. Det vigtige for mig er at fortælle dig, at alle dine tanker og følelser er en helt normal del af at være ung. Det er også vigtigt, at du er tro mod dig selv og dine værdier. Det tænker jeg er bedst for dig. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Flere gode råd til unge Om alkohol

Når man er ung, kan det være, at man begynder at interessere sig for fester. Eller måske at ens venner, er begyndt at feste – og måske er nogen også begyndt at drikke øl og drinks til festerne?

Har du tanker som: Jeg føler, jeg skal drikke, for at være en del af fællesskabet. Det er som om, der er et gruppepres til festerne. Hvordan siger jeg fra? Jeg vil gerne prøve at drikke, men hvordan taler jeg med mine forældre om det? Jeg tror jeg har et alkoholproblem, hvordan får jeg hjælp til at komme ud af min afhængighed? Hvad kan der ske, hvis jeg drikke for meget? Min ven bliver altid for fuld, hvordan kan jeg hjælpe?

Tjek siden ud og find svar på dine spørgsmål. Du kan tage en quiz og finde ud af, om du kender til myterne om alkohol. Du kan også læse gode råd til, hvordan du drikker alkohol på en sikker måde eller du kan læse andre børns dilemmaer og se BørneTelefonen svar.

Alkohol og stoffer Andre der hjælper

Netstof

Rådgivning og information om alkohol og rusmidler. Find et behandlingstilbud.
Læs mere

Alkolinjen

Til dig, der drikker meget alkohol eller er pårørende til alkoholmisbrug
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat