Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Alkohol

Hej børnetelefon.

Jeg har et alkohol problem. Jeg går tit og har det rigtigt skidt med mig selv og har en del problemer med min mor. Så istedet for at tænke over problemerne og prøve at løse dem drikker jeg.

Jeg har op til flere gange været så godt som fuld i skole og drikker tit der hjemme om aftenen. Men jeg ved ikke hvordan jeg for det stoppet igen.

Jeg går rigtig tit og små drikker og mine venner prøver at forklare mig at det er rigtig dumt men jeg har bare fået en vane med at gøre det.

Nu ved jeg så ikke hvordan jeg skal få det stoppet og det håber jeg i kan hjælpe med.

Hilsen S

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Mange tak for dit brev. 
Hvor er det godt, at du skriver, for jeg kan høre, at du har brug for at få hjælp med det samme.

Det er vigtigt, at få talt med en voksen, der kan hjælpe
Udfra det du fortæller, tænker jeg, at du straks bør tale med en voksen om din situation.
Jeg kan forstå, at du har det svært med din mor for tiden, så måske er det ikke hende, du har lyst til at tale med. Men hvad med din far?
Det kan også være din klasselærer eller en anden lærer, du føler dig tryg ved. Eller en anden voksen, du kender. 
Hovedsagen er, at du får talt med nogen, der kan hjælpe dig.
I den forbindelse vil jeg lige sige, at skolen har pligt til at hjælpe dig, så det vil være en rigtig god idé at få det sagt til en lærer. Og hvis det er svært selv at få det sagt, så er det en god idé at få hjælp fra en god veninde/ven fra skolen. Så kan I sammen tale med en lærer. Eller du kan skrive til læreren på ElevIntra.

Alkohol løser ikke problemerne - men gør det ofte værre
Alkohol er ikke løsningen på de problemer, du tumler med, men det lyder som om, at det er blevet din måde at holde det hele ud på.
Det er ikke godt at drikke alkohol for at glemme sine problemer. Det kan organerne og hjernen ikke holde til; slet ikke i din alder, hvor din hjerne ikke er færdigudviklet. Du beder om hjælp, og det er så flot, hvor hvis man drikker alkohol for at klare sig gennem dagligdagen og livet, så er der fare for at man kan blive afhængig. Der er hjælp at få, jeg vil anbefale du går ind og kigger på DCAA´s hjemmeside. DCAA står for Dansk Center vedrørende alle afhængigheder. De har blandt andet en gratis og anonym rådgivning som har åbent alle hverdage 10-17. Onsdag til kl. 20. Deres nummer er 33 23 33 03 og du kan finde hjemmesiden via dette link: http://www.dcaa.dk/.

BørneTelefonen kan hjælpe
Jeg tænker trods ovenstående ikke, at det er alkoholen, der er dit største problem. 
Jeg tror faktisk, at hvis du fik løst eller udbedret de problemer, der giver dig behov for at drikke, så ville du miste lysten til det.
Det allervigtigste er derfor at finde ud af, hvorfor du drikker, så du kan få hjælp til at få det bedre.

Jeg vil meget anbefale dig at tage kontakt til BørneTelefonen, hvor du kan få en snak med en frivillig rådgiver om din situation. Det kan du gøre på telefon, på sms eller på chat. Der er gratis, og du er anonym.  
Her kan du langt bedre forklare din situation, så rådgiveren kan danne sig et indtryk af, hvad du præcis har brug for. Og du kan også få at vide, hvordan du får hjælp til at holde op med at drikke.

Jeg mener som sagt, at det er det, der ligger bag drikkeriet, der skal arbejdes med i første omgang. En mulighed er også at bestille en tid hos din læge, som dels vil kunne tale med dig om behovet for at drikke alkohol, men også om hvordan du ellers går og har det. Hvis lægen vurderer det, kan lægen henvise dig til en psykolog, så du kan få hjælp til at bearbejde de tanker og følelser du går med, så du forhåbentlig igen kan have en hverdag hvor du har overskud til at passe din skole og nyde dit teenageliv, uden alkohol, er en del af dagligdagen. Hvad tænker du om det jeg skriver?

Jeg vil ønske dig et stort held og lykke med at få det bedre, og jeg håber virkelig, at du tager kontakt til BørneTelefonen, så vi kan hjælpe dig.

Mange kærlige hilsener og et stort knus fra

BørneTelefonen

Flere gode råd til unge Om alkohol

Når man er ung, kan det være, at man begynder at interessere sig for fester. Eller måske at ens venner, er begyndt at feste – og måske er nogen også begyndt at drikke øl og drinks til festerne?

Har du tanker som: Jeg føler, jeg skal drikke, for at være en del af fællesskabet. Det er som om, der er et gruppepres til festerne. Hvordan siger jeg fra? Jeg vil gerne prøve at drikke, men hvordan taler jeg med mine forældre om det? Jeg tror jeg har et alkoholproblem, hvordan får jeg hjælp til at komme ud af min afhængighed? Hvad kan der ske, hvis jeg drikke for meget? Min ven bliver altid for fuld, hvordan kan jeg hjælpe?

Tjek siden ud og find svar på dine spørgsmål. Du kan tage en quiz og finde ud af, om du kender til myterne om alkohol. Du kan også læse gode råd til, hvordan du drikker alkohol på en sikker måde eller du kan læse andre børns dilemmaer og se BørneTelefonen svar.

Alkohol og stoffer Andre der hjælper

Netstof

Rådgivning og information om alkohol og rusmidler. Find et behandlingstilbud.
Læs mere

Alkolinjen

Til dig, der drikker meget alkohol eller er pårørende til alkoholmisbrug
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat