Wanna kill myself

Kære pige på 17 år

Det er en svær situation, du står i, fordi du både mangler din mor og din far - og det kan få selv den stærkeste til at vakle.
Men det, der springer mig positivt i øjnene, er, at selvom du har de tanker, du har, så er det faktisk lykkedes dig at holde dig ovenpå. Det betyder, at du besidder en flot styrke - også selvom du gør ting, du ville ønske, du ikke gjorde. Det ligger i menneskets natur at gøre nærmest hvad som helst for at overleve. Og det gør du også, selvom du præges af tanker om det modsatte.

Du skriver ikke, om du har fået hjælp til at klare dine problemer, men som jeg ser det, er det i hvert fald dét, du skal have.
Det er umenneskeligt hårdt at vokse op i et hjem med en forælder, der har det skidt, som din mor må have haft det - og måske stadig har det.
Når børn udsættes for sådan en opvækst, så kommer det til at præge hele deres liv og verden. Og det er sjældent, at det bare lige er noget, der går over igen. 
Man skal som regel have hjælp til at føle sig okay og til at lære, at der er andre måder at leve på, end dem man oplever hos sine forældre.

Jeg kan forstå, at du går i skole. Her kan du faktisk få hjælp. Du kan henvende dig til din lærer og fortælle vedkommende, at du har det rigtig skidt. Skolen har pligt til at hjælpe dig med at få den hjælp fra kommunen, som du har behov for og ret til. Og her mener jeg samtaler med en psykolog. Din skole har også tilknyttet en skolepsykolog, så måske kan du starte der.

Du kan også vælge at fortælle det hele til din papfar. Det virker som om, at I er glade for hinanden, så jeg forestiller mig, at han vil gøre alt, hvad han kan for at hjælpe dig, hvis han får indsigt i, hvor skidt du har det.
Da det ofte er svært at tage hul på sådanne samtaler, kunne du eventuelt skrive det hele i et brev. Så kan du give dig god tid til at få det hele med og til at forklare, hvordan du går og har det.

Sidst med ikke mindst kan du også kontakte BørneTelefonen på telefon, sms eller chat. Her kan du så få en anonym samtale med en rådgiver, som kan hjælpe dig med, hvad du har af muligheder og rettigheder, og hvordan du skal få talt med din papfar eller med din lærer. 

Jeg kan i øvrigt sagtens forstå, at du er bange for at blive som din mor, men det kan du godt undgå. Du skal se den situation, du står i lige nu som en midlertidig periode, hvor du har det skidt og ikke rigtig kan finde op og ned på det hele. 
Du er ung, teenager, har en masse dårlig oplevelser med dig fra fortiden, og samtidig ved du ikke, hvad fremtiden byder. Men det ER også muligt at ændre på det. Dels vil du blive stærkere i takt med, at du bliver ældre, og dels vil du med den rette hjælp kunne lære at takle tingene på en måde, hvor du ikke bliver så påvirket, at du mister troen på dig selv og fremtiden. 

Der er helt sikkert en god fremtid for dig. Men du skal have hjælp til at nå derhen. Og det har du nu taget så flot initiativ til ved at skrive herind!

Kærlig hilsen
BørneTelefonen