Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Tror min far er alkoholiker…

Kære Brevkasse.

Jeg er en pige på 13 år.

Mine forældre blev skilt da jeg var 5. Min mor tror at min far er alkoholiker, og at han bare ikke vil indrømme det.

Min farmor og farfar drikker selv meget uden problemer, så de føler ikke at det er noget særligt og vil derfor ikke snakke med ham om det.

Min mor har snakket med ham og mange andre inklusiv mig og mine søstre et par gange. De eneste der er til at snakke med er hans onkel og en ven af familien.

Jeg ser ham tit drikke 3-4 glas vin (de dage jeg er hjemme hos ham), han har køret fuld med mig og mine søstre i bil og han meget overvægtig. Han har prøvet mange forskellige måder at tabe sig men intet hjælper på det.

Jeg tør ikke selv at snakke med ham.

Hvad skal jeg gøre?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år.

Tak for dit brev. Jeg synes, at det er så flot af dig, at du reagerer og beder om hjælp, når du kan fornemme, at noget ikke er, som det bør være. Du synes, at din far drikker for meget, og du fortæller også, at han er meget overvægtig. I dit brev fornemmer jeg, at det er det med alkoholen, som går dig mest på. Er det mon rigtigt forstået?  

Du forklarer, at dine forældre er skilt og at din mor tror, at din far er alkoholiker. Det er ikke nogen rar mistanke at gå rundt med for dig. Det lyder ikke som om, dine bedsteforældre mener, at din far har et problem. Men hvis de begge drikker meget, så er det ikke sikkert, at de helt forstår, hvor alvorligt hans drikkeri måske er. 

Du fortæller, at din far har kørt fuld med dig og dine søstre. Det er meget ansvarsløst af ham at gøre det. Hvis ikke du har fortalt din mor, at din far kører med jer i bilen, når han har drukket, så synes jeg, at du skal gøre det. Det er nemlig både meget farligt og jo også forbudt at køre, når man har drukket alkohol. Jeg er sikker på, at din mor gerne vil vide det, hvis din far på den måde udsætter jer for fare, når I er hos ham.

Du skriver, at du ikke tør snakke med din far om hans druk. Det kan jeg godt forstå. Det er nemlig svært at snakke med sin far om sådan noget. Du er måske bange for, at han bliver vred? Det kan også være, at du ikke vil gøre ham ked af det? Du fornemmer sikkert, at når han drikker, så kan det være fordi, han har det svært. 

Det kan være rigtig utrygt at have en far, der drikker. Du føler måske, at han nogle gange ændrer sig, når han har drukket? Og jeg kan godt forstå, hvis det gør dig bange. Det kan også være, at du tænker meget over, hvordan han har det? Og om han vil drikke næste gang, du er der. På den måde kan bekymringer om hans drikkeri måske gøre det svært for dig at koncentrere dig i skolen? Eller gøre at du går rundt og er lidt trist? 

Du lyder som om, du bekymrer dig om din far, og det forstår jeg godt. Men det er ikke dit ansvar, at din far kommer i behandling, hvis han har et alkoholproblem. Det er hans eget ansvar og de andre voksnes.

Alkoholisme er på en måde en slags sygdom. Men man skal selv se, at man har et problem for at kunne blive hjulpet. Så første skridt er, at din far beslutter sig for, at han er nødt til at få hjælp. Har jeg mon forstået det rigtigt, at din onkel og en ven af familien er de eneste, som kan snakke med din far? Måske de kunne foreslå din far at gå til lægen, så han kan få den hjælp, han har brug for. Vil du turde tale med dem? 

Det kan også være, at du har en rigtig sød lærer, du kan tale med. Nogle gange er det rart at tale med nogen uden for familien. De kan nemlig sommetider bedre få ens forældre til at forstå, at det er alvorligt. Vil du kunne vise din lærer dit brev og mit svar? 

Jeg vil råde dig til at læse på hjemmesiden www.hope.dk Her kan du blandt andet skrive med andre unge, der står i samme situation som dig. Du kan også ringe anonymt ind til deres rådgivning på 3311 1623 og derudover er du naturligvis altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111.

Jeg håber mit svar har hjulpet dig og jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlige hilsner 

BørneTelefonen

 

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat