Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Svært

Hej BB
Jeg går og brænder inde med at jeg nu som 16 årig har fået en bekraftning på at min mor er alkoholiker og min far er kvartal alkoholiker altså drikker i perioder også stopper han i lang tid og starter i perioder .

Det der er i det er at jeg har det rigtig svært med det. Faktisk så meget jeg ikke kan passe min skole ordenligt med det. Jeg er hver dag rigtig ked af det. Mest fordi min mor ikke har lyst til at tabe ansigt over for mig og familien så hun benægter at hun drikker for meget.

Jeg har prøvet at tage den roligt med hende og fortælle hende at jeg gerne vil hjælpe hende og at fortælle hende at det gør mig ked af det når hun drikker. Min far er 100% klar til at give mig en hånd nu her. Men jeg er bange for det bliver for stor mundfuld for ham så han også falder i igen.

Jeg snakker Pt med et tæt familie medlem om det. men min mor vil ikke have at jeg taler med personen mere da jeg tror hun har lugtet lunden omkring hvad vi snakker om når vi snakker sammen. Jeg har ikke lyst til at blive taget væk fra hjemmet da jeg håber på at vi kan komme om på den anden side unden hele familien skal splittes.

Kan man forklarer kommunen det så det ikke sker? Jeg er selv igang med at kontakte en psykolog som jeg kan snakke med om problmerne. Men jeg skal finden den helt rigtige mand/kvinde da jeg ikke har lyst til endnu et nederlag. Jeg håber i kan svare på mine måske lidt dumme spørgsmål…..

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16
Hvor er det bare godt, du har skrevet til BørneBrevkassen. Dine spørgsmål er bestemt ikke dumme - faktisk tror jeg, at mange andre børn og unge vil kunne genkende de tanker, du skriver om. Du er nemlig ikke den eneste, der har forældre, der drikker for meget, men der er desværre rigtig mange, der ikke tør søge hjælp - måske fordi de er flove, måske fordi de er urolige over, hvad der så vil ske. Så det er rigtig flot, at du både snakker med et nært familiemedlem, og at du har skrevet her til os.
Du spørger helt konkret, om man kan forklare det til kommunen, så man ikke bliver fjernet fra hjemmet. Jeg ved, at det er en bekymring, rigtig mange børn har, og derfor lader de helt være med at fortælle det til nogen. For selv om ens forældre drikker for meget og i perioder opfører sig anderledes, vil de fleste børn alligevel helst blive boende sammen med deres forældre. Derfor vil kommunen som regel også forsøge at hjælpe forældrene, så familien kan blive sammen. Det gør de ved at tilbyde forældrene hjælp til at holde op med at drikke, og nogle gange får familien en støtte-kontaktperson eller anden form for hjælp, så familien kan få det bedre sammen.
Jeg synes, det er så stærkt og sejt af dig, at du tænker på at fortælle det til kommunen, så din mor kan få hjælp. Her i Børns Vilkår har vi hjulpet rigtig mange børn og unge med at fortælle kommunen, hvordan de har det derhjemme, så børnene og familien har fået hjælp.

Vi kan give dig en bisidder, der kan hjælpe med at snakke med kommunen - både hvis du vil skrive noget til kommunen, hvis du vil ringe derind, og hvis du skal til møde derinde og fortælle, hvordan det er hjemme hos dig. Det er rigtig rart at have en voksen bisidder med, som ved en masse om børns rettigheder og om hvad kommunen har pligt til at hjælpe børn med. Så kan man måske lettere få sagt alt det, man gerne vil, og bisidderen sørger for, at der bliver lyttet til det, barnet / den unge siger. Du kan få en bisidder ved at ringe direkte til Børns Vilkår på 35 55 55 59 eller igennem BørneTelefonen på 116 111.
Jeg håber, det kunne hjælpe dig lidt videre - vi vil i hvert fald gerne hjælpe dig med kontakten til kommunen, og hvis du i første omgang lige vil høre lidt mere om, hvordan det fungerer med en bisidder, så kan du starte med at ringe på 35 55 55 59 og få lidt at vide, før du beslutter dig.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen

Drikker din mor eller far for meget? Få flere gode råd her

Det er svært at leve med en forælder, der drikker for meget. Det kan føles som om, de slet ikke er sig selv. Alkoholen kan også gøre, at du ikke føler dig tryg og du kan måske føle, at din mor eller far vælger at drikke fremfor at passe på sig selv og sin familie.

Måske har du tanker som: Jeg tror mine forældre har et alkoholmisbrug! Min mor er alkoholiker, hvad kan jeg gøre? Min far drikker i smug, hvem skal jeg sige det til? Jeg kan ikke stole på min far, for jeg ved ikke hvornår han drikker sig fuld. Når min mor er ædru elsker jeg hende, men når hun er fuld, så er hun en helt anden person.

Hvis der er alkoholproblemer i din familie, er det vigtigt, at du ikke går alene med det. Her på siden kan du finde gode råd til, hvordan du får hjælp til at tale om det – og hvem du kan tale med det om. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Stem

Forældre og alkohol

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat