Suicidal/Hate my Life.

Hej BB^_^

Jeg skriver til jer, da jeg ved det er anonymt og derfor kan jeg stole på jer (Let’s just say I have big trust issues) og ikke fordi jeg vil have midlenhed.

Jeg er 16 år snart 17 og jeg har haft selvmords tanker siden jeg var 12-13.. Men før jeg begynder at fortælle noglelunde hvorfor, så får i live et kort resume af mit liv. (Der er nok nogle af sætningerne der er på engelsk, da jeg kan bedre formulere mig.) Og jeg ved godt at jeg burde være taknemmelig for at jeg har et tag over hovedet, en seng jeg kan sove i, mad jeg kan spise… Brokker mig heller ikke.. Men det ændre stadig ikke hvordan jeg har det..

Familie:
Min mor er en alkoholiker og cutter for attention. Kan huske hun cuttede midt ude i stuen og min Papfar/far blev nød til at ringe efter en læge, har også fået fortæl at hun ringede engang til min papfaster/faster og fortalt at hun havde kræft og ville derfor gerne skrive “Farvel breve”. Hvilket er grunden til min faster hader min mor, fordi hun lyver VIRKLIGT MEGET! (Snakker om erfaring) hun ringede også engang til min far og sagde at hun ville hænge sig selv, så derfor blev han nød til at tage fri fra arbejdet bare for at se det var løgn.

Har altid hadet min mor, vi har aldrig haft det godt sammen. Hvis vi var sammen alene kom vi op og skændtes over ingenting. Hun hev mig altid i håret, hvis jeg gjorde noget hun ikke ville have, hvilkede så heldigvis ikke gjorde ondt, så var/er lidt ligeglad. Vores forhold til hinanden er virkelig lort.

Kan huske da jeg var 12 år og var til nytårs aften hos hende, blev vi så meget uvenner, at hun ‘slammed my body against the wall’ og truede mig, fordi jeg ville ringe til min far og sige han skulle hente mig, hvilken han ikke kunne da han var 20 km væk. Fik blå mærker på min skulder fordi hun tog fat i mig og var tæt på at slå mig, hvis det ikke var fordi hendes veninde stoppede hende, men det var ikke det der gjorde ondt, ville heller havet haft hun havde slået mig end at sige, at hun ville ønske jeg aldrig var blevet født og at ingen ville komme til at elske mig. Det ente så med at jeg klemte mig ud af døren og løb min vej. Det var så noget om min mor.

Har aldrig kendt min far og er desuden også pisse ligeglad, har min papfar som jeg så kalder far, da jeg har kendt ham hele mit liv og derfor er min “rigtige” far. Ham kan jeg godt lide. Har også en lillesøster som jeg så mere og mere begynder at hade. (Før du begynder at tænke at det er normalt for søskende, så læs videre.) hun bliver mere og mere som min mor, ser ud som hende, opføre sig som hende, tænker som hende! Det kan jeg ikke.. Er sød imod hende, men inderst inde, kan jeg ikke fordrage hende.

Lige nu bor jeg sammen med min far og lillesøster. Har ikke set min mor i ca. 4 år, hvilket passer mig fint. Savner godt nok det at have en mor, men ikke hende. Min far og mor gik fra hinanden da jeg var 11 og det var helvede, ikke fordi de ikke var sammen mere, men fordi jeg SKULLE være hos hende hver anden uge, da jeg ikke var gammelt nok selv til at bestemme. Det var så slemt at jeg græd udenforan min fars opgang, fordi jeg ikke ville være hos hende.

Der er 2,5 fra min papfamile jeg kan lide. Min far, faster og den halve er min farmor. Elsker min faster, hun er den dejligste person i verden, men til gengæld kan jeg ikke fortælle hende hvordan jeg har det. Hun ville få et flip og være skuffet, det samme vil min far være. (Har beviser, før du begynder at sige: De vil elske dig lige meget hvad) Har en barndoms veninde, som cuttede sig selv og det blev så opdaget… Og hendes mor og min far kender hinanden rigtig godt og da han spurgte mig og jeg vidste noget til det, sagde jeg ja… Han begyndte at snakke om, hvor utaknemmelig og attention seeker hun var..

Jeg kunne se han blev skuffet, vil ikke hvad hvad han ville sige om mig.. Og da min faster fandt ud af det begyndte hun også og sige hvor latterlig hun var og at hun skulle være glad for det hun har.. (Det ikke for at være ond, men jeg synes lidt det samme…. For det første… Hun er fucking smuk og tyndt [det ved hun godt selv] hun har verdens dejligste mor, og kender sin far og han tager hende med på cafeer og sådan, men alligevel fortæller hun alle han er en idiot… Sådan noget irritere mig..)

Grundet til at min farmor er halv, er fordi jeg begynder mere og mere ikke at kunne lide hende? I don’t know… Det er svært at forklare, men hver gang jeg er sammen med hende, kommer skyldfølelse-talen.. Om at jeg aldrig kommer og besøger hende eller ringer og siger Hej… Det er ikke fordi jeg ikke gider, det er mere fordi jeg ikke kan lide at komme på besøg? Og hvad der gælder af rasten af familien… De kan ikke lide mig… Specielt ikke min “farfar” det har han gjort tydeligt…

Om mig:
Jeg hader mig selv, til det punkt, hvor jeg prøver at undgå at kigge mig selv i spejlet, lader være med at spise, går i for stort tøj så man ikke kan se min krop, osv. Jeg synes jeg er for tykt. (BMI er ca. 28-30.) har altid været mobbet med det, det er også grundet til jeg nogle gange ikke spiser noget.. Og hvis jeg endelig gør, kan jeg begynde at græde, fordi jeg synes jeg er klam.
Jeg cutter.. Ikke så dybt som jeg ville ønske jeg kunne gøre det, men dybt nok til det er svært at se.. Vil ikke have min familie finder ud af det… Det ville blive så skuffet… SELV JEG ER SKUFFET!! Har altid sagt jeg aldrig ville blive ligesom min mor, men det er for sent nu….

Jeg mistede min mødom da jeg var 12, hvilket jeg kan tyde over, fordi jeg fortryder det… Men sagde jo selv ja… Så…. Jeg billig… Ligesom min mor…. Ved ikke hvorfor jeg sagde ja… Spørg mig ikke, men det var nok der jeg startede med at cutte og have selvmordstanker…. Da jeg var 14 havde jeg en kæreste, som jeg godt kunne lide, det var ikke det… Men hver gang vi var sammen, ville han i seng med mig og hvis jeg sagde nej, så ville han enten ignorere mig til jeg til sidst gav mig eller komme med den der skyldfølelse-tale, så jeg til sidst sagde ja… Som jeg så også fortryder… Virkelig meget.. Jeg er men at manipulere, spørg selv min mor…

Jeg elsker at være fuld… Og ville ønske jeg kunne være det hver dag… Ville også ønske jeg kunne være skæv hver dag.. Men det eneste jeg ryger er smøger, og jeg ved det ikke er sundt og du kan få kræft, men er ligeglad… Vil sgu gerne have kræft, så det kan slå mig ihjel, så jeg ikke selv gør det…

Der er to grunde til jeg stadig er i live….
1: Der er 99% af mig der vil dø og 1% af mig der håber det bliver bedre og for mig til at tøve..
2: det er selvisk… Jeg ved der er nogle der vil blive ulykkelige, hvis jeg døde og det ville jeg ikke ønske for nogle…Desværre..

Som person er jeg meget asocial… Jeg vil rigtig gerne have nye venner og alt det der.. Men går næsten i panik, hvis jeg er sammen med fremmede mennesker… For det dårlig og vil allerhelst bare gerne opsluges af jorden.. Nu da jeg tænker over det er der meget jeg ikke kan…Jeg kan ikke engang ringe på en dør eller spørger om jeg kan få et napkin uden er være nervøs… Jeg kan ikke række hånden op, uden jeg skal have en kamp med mig selv om jeg burde gøre det eller ej, fordi jeg er bange for at jeg siger noget forkert.. Jeg kan heller ikke engang skrive til en person først, fordi jeg føler jeg irritere dem… Kan ikke engang være sammen med min familie uden at føle mig nervøs eller flov over mig selv.

Jeg kan ikke gå uden en dag og føle mig alone/sad/worthless/ugly.. Jeg isolere mig selv fra omverden.. Kan heller ikke gå en dag uden at høre en lille stemme sige jeg burde cutte… Overvejer det hver dag og det er virkeligt svært at modstå… (Ved ikke om jeg overdriver, tror jeg har depression/anxiety… Ville gerne have det tjekket, så jeg kan få hjælp…. Men stoler ikke på nogle…)
___

Derfor hader jeg mit liv…. Hvad kan jeg gøre, for at få det bedre??? Og det er okay hvis i ikke kan hjælpe… Regner sådan set heller ikke på det.. Har bare brug for at få det ud…. Og i må endelig gerne sige hvis jeg lyder utaknemmelig eller noget ligne, heller det end at i lyver… PS. Sorry, hvis der er stavefejl, kommafejl, grammatikfejl osv. og hvis det er for langt og kedeligt..

Hilsen mig.