Kære pige på 14 år
Hvor er det godt, at du skriver ind til BørneTelefonen nu, hvor du har tænkt på det så længe. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig.
At være barn af en misbruger er rigtig hårdt. Selvom din far forsøger at være den bedste far, han kan, så har stofferne sådan en voldsom kraft, der desværre kan skygge over alt andet. Det er det, der er så forbandet hårdt!
Jeg ved, at mange andre børn og unge (og voksne), der er pårørende til en misbruger, er nødt til at holde afstand til misbrugeren, fordi det simpelthen er for hårdt. Du skriver dog, at du stadig gerne vil være hos ham, og derfor er I nødt til at finde ud af, hvordan I kan være sammen på god måde. Det vigtigste er dig og dine følelser. Det skal være rart for dig! Husk det.
Din far skal vide, at du ikke kan og vil være en del af misbruget. Derfor kan det være, at I skal finde nye måder at være sammen på. Det kan fx være, at du ikke skal være hos ham en hel weekend, men måske bare en eftermiddag? Det kan også være, at I kan ses andre steder end hjemme hos ham. Måske hos din plejemor? Det er bare et par ideer, som du jo kan overveje..
Sådan en snak kan være svær, især fordi du og din far selvfølgelig gerne vil være sammen. Men i sidste ende er det vigtigt, at samværet er “sundt”. Så måske det er bedre med lidt tid sammen, der så til gengæld ikke involverer “misbrugsmiljøet”. Mon det giver mening?
Måske er du lidt urolig over at fortælle din plejemor om din fars misbrug, fordi du tænker, at du skal være loyal overfor ham. Måske er du bange for, at hun dømmer ham. Eller ikke forstår, hvorfor du vil være sammen med ham. Men han er jo din far – og bag stofmisbruget synes du, at han en god far.
Jeg synes, du skal prøve at åbne op overfor din plejemor, så hun kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du allerhelst vil have, at I ses. Måske I også skal have lidt hjælp fra kommunen til at finde en god måde. Det kan dig og din plejemor måske finde ud af sammen.
Måske har du brug for at tale med en professionel om din fars stofmisbrug. Du kan tale med din kommune om, hvilken hjælp de kan tilbyde. Du kan starte med at tale med din sagsbehandler om det. Måske med hjælp fra din plejemor. Der er findes også en organisation, der hedder TUBA. Den kan du også kigge nærmere på.
Du skriver også, at du rigtig gerne vil tale med dine veninder. Det forstår jeg godt. Selvom dine veninder måske ikke kan genkende dine følelser, så tror jeg, at du vil opleve, at det er rigtig rart, at de også kender den side af dig. Prøv at tænk på, hvad det værste ville være, hvis de vidste det?
Ofte tror vi, at der kan ske al muligt “slemt” ved at være ærlige over for andre, men faktisk kan der ske præcis det modsatte. Du kunne starte med at sige til din veninde/dine veninder, at det er rigtig svært for dig, men at du alligevel har brug for at fortælle dem det. Fortæl dem også, hvad du frygte, der vil ske, når du tsiger det. Og bed dem måske om “bare” at lytte og måske give et kram. Jeg synes, du skal give det et forsøg.
Husk, at du altid kan skrive eller ringe igen til BørneTelefonen på 116111.
De allerbedste hilsner
BørneTelefonen
