Kære pige på 15 år
Hvor er det godt, at du er glad for din efterskole. Det betyder rigtig meget, at der er nogen, som man kan blive venner med og have det sjovt sammen med.
Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, at du på den ene side lige er startet på efterskole og er rigtigt glad for det. Og på den anden side, at din mor er begyndt at drikke igen, og at det gør dig ked af det.
Når man har en mor eller far, der drikker, kan det påvirke ens liv meget. Det kan give én en masse bekymringer, som påvirker ens hverdag, og hvordan man har det. Alkoholisme er jo en sygdom, som din mor kæmper med. Det er derfor godt at høre, at din mor faktisk er startet i behandling nu, for det er første skridt i retning til, at hun kan få det bedre.
Du er bange for, at dine kammerater vil synes, at du er vildt mærkelig, hvis de finder ud af, at din mor er alkoholiker. Det er helt naturligt, at du har det på den måde, og bare gerne vil være ligesom alle de andre. Jeg taler med mange unge, som har det ligesom dig og som ikke vil have, at kammeraterne finder ud af, hvordan tingene er hjemme hos dem.
Du synes, det er svært, når din mor ikke holder jeres aftaler og at du ikke har kontakt til din far, og det kan jeg virkeligt godt forstå. Du fortæller, at du ikke regner med at skulle se din mor i de næste 6 måneder. Betyder det mon, at du er i plejefamilie, hvis du er hjemme i weekenden fra efterskole, – har jeg forstået det rigtigt?
Jeg sidder og tænker på, hvem du ellers har af gode voksne i dit liv? Måske en bedsteforældre eller en anden i din familie? Eller måske du har en sød lærer, som du har tillid til eller en venindes mor? Grunden til at jeg spørger om det er, at det er vigtigt, at du deler dine tanker og bekymringer med en voksen, for problemer har det med at vokse sig større, hvis man går med dem alene. Du er kun 15 år og du har ret til, at der er voksne, som passer på dig, – også selv om din mor eller far ikke kan gøre det.
Det kan også være, at der er en særligt god ven eller veninde, som du kan åbne dig lidt over for. Måske kunne du aftale at gå en tur med ham/hende eller at snakke sammen på dit værelse? Så kunne du prøve at starte med at sige: “Det er svært for mig, når I andre snakker om jeres forældre. Mine forældre er nemlig ikke helt som jeres …”
Jeg foreslår dig at tale med en ven eller veninde, for at få gjort noget ved følelsen af at være mærkelig. Det bliver svært for dine venner at forstå, hvad der gør dig ked af det, når de ikke ved noget om det. Det kan også være, at en lærer vil hjælpe dig med at tale med de andre unge?
Du skal ikke gå alene med dine bekymringer og jeg synes, at det er så flot, at du skrev her til BørneTelefonen. Nu håber jeg meget, at du også finder modet til at tale med en voksen i dit netværk om dine tanker, for du fortjener at have det godt og bare nyde dit år på efterskole med alle dine nye kammerater.
Pas godt på dig selv.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
