Kære Pige
Det er ikke nemt at bo i et hjem, hvor alkohol fylder så meget, at det skaber utryghed og ubehag i familien. Du fortæller, at din mor bliver irriterende, og at din far bliver aggressiv, når de drikker, og det er slet ikke okay, at det går ud over dig. Alle børn har ret til en god barndom, og du har derfor også ret til at få hjælp, så du kan få det godt.
Du har vist et utroligt mod ved at konfrontere dine forældre med deres alkoholproblem. Det er så stærkt gjort. Det lyder desværre ikke til, at dine forældre formår at lytte ordentligt til dig og få gjort noget ved problemet.
Jeg ved fra andre unge, der lever med alkohol i hjemmet, at mange, ligesom dig, føler, at forældrene vælger flasken frem for familien. Når dine forældre ikke stopper med at drikke, så tænker jeg ikke, det er fordi, de ikke holder af dig eller, at de ikke vil stoppe, men måske har de simpelthen brug for hjælp fra andre voksne for at kunne stoppe med at drikke?
Er der mon nogen, der ved, hvordan I har det derhjemme? Når man oplever noget svært i livet, er det vigtigt, at få delt de svære følelser og tanker med en voksen. Det kunne fx være en moster, en lærer, din venindes forældre eller måske en ven af familie. Mon du kan komme i tanke om en voksen, som er god at snakke med, og som dine forældre måske også vil lytte til? Måske er der en der kan fortælle dine forældre, at de kan få anonym og gratis hjælp til at stoppe deres overforbrug af alkohol - det er i jeres kommune. Nogle steder hedder det alkohol og misbrugbehandling og man skal 'bare' møde op og bede om det. Jeg tænker, at det ofte er svært selv at se, at man har et overforbrug af alkohol. Derfor er det en god ide, at andre kan støtte jer børn i at snakke med jeres forældre. Det er også muligt, at man selv kontakter sin kommunen og taler med en sagsbehandler om jeres forældres overforbrug af alkohol. Det kan en god voksen også hjælpe med, og på BørneTelefonen har vi også mulighed for at hjælpe dig, fx med en bisidder.
Jeg tænker også, at du måske vil have glæde af at kigge på hjemmesiden: www.tuba.dk. Tuba er en rådgivning, som henvender sig til børn og unge, der lever med alkohol i familien. Her kan du komme i kontakt med andre unge, der har en mor eller far, der drikker, og som kender til nogle af de samme svære følelser, som du oplever. Du kan også læse meget mere om, hvordan du kan få hjælp. Ville det mon være noget, du kunne have lyst til?
Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til os på BørneTelefonen. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig, ligesom vi har hjulpet mange andre børn før dig.
De bedste ønsker
BørneTelefonen