Kære pige
Tak for dit brev. Det er godt, du har skrevet, og jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig om din mors liv.
Jeg kan godt forstå, at du ikke føler, du kender din mor. Du ser hende sjældent, og når det sker, er det ved højtider og mærkedage. Jeg tænker, at jeres samvær nok så føles kunstigt, og det er meget forståeligt, hvis du føler dig fremmed i forhold til din mor.
Du lever ikke mere sammen med din mor, kan jeg forstå, og hun har været alkoholiker halvdelen af dit liv. Hvem bor du mon sammen med i dag? Jeg tænker på, om du mon har kontakt til din far? Din familie i det hele taget? Hvor meget mon du kan snakke om din mor med dem, du bor hos og er sammen med i din hverdag?
Det er fuldt ud forståeligt, at du bliver bekymret og bange, når du tænker på hvordan din mors liv er. Du er blevet ældre og mere fornuftig og efterhånden er det blevet klart for dig, at din mors drikkeri påvirker hendes liv i negativ retning – hun kan måske blive syg og dø af at drikke så meget. Jeg tror, det er vigtigt for dig, at du snakker med en voksen, om dine tanker og bekymringer.
Hvis du har det godt med en af dine lærere, så kunne du måske tale med en af dem?
Eller måske kunne du tale med en fra din familie, en af dine bedstemødre måske?
Måske kunne det også være godt for dig at kigge på en hjemmeside, der hedder
www.dedrikkerderhjemme.dk
? Her kan du læse om andre børn, der også har forældre, der drikker for meget, og det kan være en rigtig god måde at få lidt ro i sine tanker.
Jeg tænker også, det kunne være en mulighed for dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111, det er gratis, og her sidder der nogle rigtig gode rådgivere, som gerne vil tale med dig om dine tanker og bekymringer.
Kærlige hilsner BørneBrevkassen