Brev

Min mor river “familien” fra hinanden

Hejsa.

Jeg er en pige der snart fylder 18 år, og jeg skriver fordi jeg ikke kan holde ud til at være der hjemme mere.

Jeg bor med min mor og papfar, og har gjort det i ca. 8 år. Ellers har det altid bare været mig og min mor. Jeg mistede min far for et par år siden, og et halvt år efter det døde vores alles elskede mormor.

Vi har altid været meget tæt med min mors side af familien,. Men der har også tit været små problemer. Den eneste person der kunne rette det hele op igen, og var en slags klippe for os alle sammen det var min mormor.

Min mor har altid været meget ensom, og ikke særlig god med mennesker, og det har givet hende bagslag idag, idet at hun ingen venner har overhovedet.

Min mor og jeg har altid været meget tætte, men vi har også haft vores skænderier! Det er dog blevet meget, meget værre efter jeg er kommet hjem fra efterskole igen og min mormor er død.

Hun mistede for nyligt sit arbejde hvilket har gjort hende endnu mere ked af det og deprimeret end hvad hun har været i forvejen.

Vi har altid været meget, meget tætte min mor og jeg.

Hun husker ingenting jeg lige har fortalt hende, om hvad jeg skal i løbet af ugen, eller hun bliver sur når hun mener hun har sagt noget til mig som hun bare ikke har som jeg åbenbart skulle have “glemt”.

Når vi har vores skænderier, føler jeg mig som den voksne. Hun sviner mig til og siger jeg er syg i hovedet, jeg skulle skamme mig, og at hvis jeg bliver ved med at være så irriterende så bliver jeg meget, meget ensom. Men det værste hun har sagt til mig er at jeg ligner min far. Hun hader min far, som pesten. Min far var ikke særlig god ved hende, og jeg ved hun kun siger det for at såre mig.

Min mor tyer meget til rødvinen, hver eneste dag. Og hvis vi har en samtale og hun mener jeg siger noget forkert så farer hun op og råber og skriger af mig.

Jeg har utallige gange gået midt om natten og bare grædt, og virkelig haft tankerne om at bare gå ud foran en bil. Det lyder meget voldsomt, og jeg kunne heller ikke finde på det, men den eneste person jeg har “tilbage” det er min mor.

Hun forstår ikke alvoren i det der foregår og hvor meget hun ødelægger for mig, og hende selv. Ja ikke mindst min papfar.

Jeg er lige startet i gymnasiet og jeg har i forvejen meget svært ved at vende mig til ikke at være på min elskede efterskole mere. Det var mit hjem i to år, og jeg har aldrig haft det så godt med mig selv og mine omgivelser før. Nu er jeg kommet hjem igen, og jeg hader det.

Jeg elsker min mor forfærdeligt højt, og jeg kan ikke holde ud og se hende være så ked af det, sur og jeg kan heller ikke holde flere skænderier ud. Jeg har flere gange overvejet at ringe til krisecentre, psykologer eller lign. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre…

Jeg har virkelig brug for en at snakke med, eller end er kan bare støtte mig lidt i hvad jeg siger eftersom det altid er hende og min papfars ord imod mit.

Hvad skal jeg stille op? hvem skal jeg opsøge?

Pige, 17 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på snart 18 år!

Jeg kan godt forstå, at det er rigtig hårdt for dig at være derhjemme i øjeblikket. Det må også have været rigtig hårdt, at du mistede både din far og din mormor med så kort tids mellemrum.

Jeg tror, der er mange unge, der kan genkende, at det kan være rigtig svært at flytte hjem igen, efter man har været på efterskole. Du har endda været afsted i 2 år. Efter sådan et ophold, er du sikkert blevet meget selvstændig, og dig og din mor, skal vænne jer til at bo sammen igen, efter du er kommet hjem. Det kan være rigtig svært. Du skriver også, at det er svært for dig at vænne dig til at gå i gymnasiet, og at du savner din efterskole. Det lyder som om, at der er rigtig mange ting på spil for dig lige nu.

Samtidig lyder det som om, at din mor er i krise efter hun har mistet sit arbejde. Hun sørger måske også over tabet af din mormor. Når voksne er i krise, sker det ofte, at de blive hurtigere vrede, glemsomme og det kan opleves som svært for andre at omgås dem. De kan også begynde at drikke mere alkohol, end de tideligere har gjort. Det er alt sammen tegn på, at din mor har svært ved at overskue den situation hun står i lige nu, hvor hun ikke har noget arbejde.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at både dig og din mor er pressede og har det svært i øjeblikket, og det kan være grunden til, at I kommer op at skændes. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når din mor taler så grimt og skriger ad dig. Det er heller ikke i orden, at hun gør det. Det er rigtig godt set af dig, at du (og din mor) har brug for at snakke med nogen professionelle, som fx en psykolog eller en terapeut. Det tror jeg også, I har. Og jeg tror, det kunne hjælpe jer rigtig meget. Det kan både være, at I skal snakke med en hver for sig, men jeg tror også, det ville hjælpe jer, hvis I sammen snakkede med en professionel. Så kunne I måske blive bedre til at omgås og snakke med hinanden uden at skændes.

Måske kunne du starte med at snakke med din mor om, at du er rigtig ked af, at I skændes så meget hele tiden, og at du gerne vil have, at I får noget hjælp til at få det bedre og blive bedre til at bo sammen og snakke sammen. Hvordan tror du, det ville være? Hvis din mor tager godt imod det, kan I ringe til den kommune I bor i og spørge, hvilke muligheder for hjælp der er. Der er gratis og anonym rådgivning i alle kommuner. I kan tage derhen sammen eller også har du måske mod på at tage derhen. Det kan også være, I kan søge hjælp igennem jeres læge.

Hvis du synes, det er svært at snakke med din mor om, kan du evt. starte med selv at ringe til kommunen eller lægen og spørge, hvilke muligheder der er, og måske selv starte med at få en professionel at snakke med. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen. Der sidder søde rådgivere, som det også kan være hjælpsomt at snakke med. Det er i hvert fald en mulighed.

Til sidst vil jeg anbefale dig, at begynde at skrive dig op til ungdomsboliger og kollegieværelser, så du har mulighed for at flytte hjemmefra, når du er klar til det. Der kan være flere års ventetid, så det er en rigtig god idé, at skrive sig op allerede nu. Hvis du allerede nu tænker at det vil være bedre, at du boede et andet sted, så er det en sagsbehandler på kommunen, du skal snakke med. Alle har en sagsbehandler ud fra vores cpr.nr - og mulighed for at ringe på kommunen og tale med din sagsbehandler.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du snart får hjælp.

Mange kærlige hilsner

BørneTelefonen