Brev

Min far har stress

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Mange tak for dit brev til BørneTelefonen. Hvor er det godt, du skriver, for jeg synes, det lyder rigtig svært at være dig med de problemer derhjemme, som du så godt beskriver. Jeg kan forstå, at problemet er, at din far så ofte er i dårligt humør, at han råber ad dig og din mor og bliver vred over små ting.

Du beskriver, at som du ser det, så har han aldrig en god dag, og at du nogle gange kan tænke, at det ville være bedre, hvis han flyttede ud. Din dårlige samvittighed over at tænke sådan, er jeg sikker på, du deler med mange andre børn, der er i samme situation som dig. Måske den dårlige samvittighed kan lettes ved, at du tænker, at din far gerne må blive boende, men at du har behov for, at det dårlige humør flytter ud?

Du starter dit brev med at fortælle om den dag, hvor din far på grund af mavesmerter bliver hentet i en ambulance, fordi han havde kraftige mavesmerter, og at du bliver sendt i skole.Jeg tænker på, hvordan det mon er for en datter at blive sendt i skole, når der er en så alvorlig situation..? Jeg fornemmer på dit brev, at du måske havde behov for at komme med på hospitalet eller være sammen med en, du var tryg ved? Måske det hele gik så stærkt, at din mor ikke rigtig nåede at tænke på, hvordan det var for dig i den situation. Har du mon fået svar på alle de spørgsmål, du havde dengang?

Du nævner et eksempel, hvor din far bliver meget vred over, at du skulle have smækket døren i ,selvom jeg kan forstå, du gjorde dig umage med at lukke den lige så forsigtigt. Det får mig til at tænke på, at du virker som en pige, der anstrenger sig til det yderste for at få jeres familie til at have det godt sammen, men at din far ikke lige nu formår at lægge mærke til det. Det er så fint, at du med dette brev, alle dine kloge tanker og anstrengelser gør alt, hvad du overhovedet kan for, at I skal have det godt sammen.

Jeg kan læse, at du gør dig en masse tanker omkring, hvad det er, der gør, at din far altid er i så dårligt humør. Du nævner stress, depression, alkoholproblem og mavesmerter. Måske er der flere grunde til din fars dårlige humør, men jeg synes, du skal snakke med din mor om, at du har brug for at få noget mere at vide om, hvordan din far har det, hvilken behandling han får, og hvordan mon det kommer til at se ud fremover. Det er vores erfaring, at det er rigtig vigtigt for børn og unge, at de får hjælp til at sætte ord på, hvad der er galt, og hvordan din fars dårlige humør får betydning for den måde, I kan være sammen som familie.

Nogle gange, når børn lever i en familie, hvor den ene er syg, så kan børn komme til at føle, at det dårlige humør eller sygdommen fylder det hele, og at man slet ikke har kontrol over sin situation. Derfor kan det være en rigtig god ide, hvis der er en, du har tillid til, som du kan snakke med. Jeg tror, det vil være vigtigt for dig, at du får hjælp til at finde ud af, hvad du konkret kan gøre derhjemme, når "det dårlige humør" fylder for meget, men også få hjælp til at finde ud af, om du har brug for endnu mere hjælp. Nu skriver du ikke så meget om dit forhold til din mor, men hvis du har et godt forhold til hende, så synes jeg, du skal prøve at vise hende dette brev, for måske er hun selv så påvirket af hele situationen, at hun ikke ved, hvordan du har det.

Du fortæller om, at det er et kæmpe chok for dig, da du finder ud af, at din far har et alkoholproblem. Jeg kan godt forstå, det må svært at være i en familie, hvor der pludselig dukker sådan en "hemmelighed" op. Sådan er det desværre tit i familier med alkohol. Man kan forestille sig, at din far ikke selv har erkendt, at han havde et problem? Eller at det har været for skamfyldt for ham at fortælle sin familie om det? Tænker du mon, din mor har kendt til det? Mange forældre prøver at beskytte deres børn ved ikke at tale om det, selvom det måske lige netop er åbenhed, der er behov for.

Du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har behov for at tale mere om det. Du kan også skrive til vores Chat eller SMS.Endelig vil jeg anbefale dig at gå ind på foreningen TUBA`s hjemmeside www.tuba.dk. Her kan du finde megen viden om, hvad man kan gøre, når man har en forælder, der drikker for meget. De har samtaleforløb med andre unge (du kan se en video på deres hjemmeside), de har en Chat, Drop-in-møder med forskellige temaer og cafeaftener. Jeg håber, både du og din familie får det bedre fremover.

Mange kærlige hilsner og tanker fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat