Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min far har et alkoholmisbrug

Hej
Mit problem er at min far drikker, og jeg kan ikke rigtig lide det. Min mor, søster og jeg har vidst det i et stykke tid, jeg tror min mor har prøvet at få ham til at stoppe men er ikke sikker.

Min kusine (24 år) spurgte mig så i sommers da jeg var i sommerhus med hende hvad det var med min far, da hun ligsom kunne fornemme at der var noget galt.
Jeg sagde til hende som det var at nogle aftner kom han ikke hjem og når han kom hjem var han fuld.
Hun sagde til mig at hun vidste godt at det kunne være svært at gå rundt med selv og at jeg altid kunne kontakte hende hvis det var jeg fik brug for det.
Hun har selv haft en mor som havde et alkoholmisbrug, hun mistede kontakten til hende da hun ikke kunne acceptere det.

Jeg er lige nu på efterskole, så er ikke så meget hjemme, men frygter lidt at komme hjem fra efterskole. Hvis det stadig er som det var inden jeg tog afsted. Når jeg kommer hjem i weekenderne har han ikke altid været fuld men jeg har oplevet det et par gange.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre for jeg vil virkelig gerne have min far ikke er fuld når jeg er tilstede.
Jeg vil hellere ikke tage nogen med hjem hvis han nu skulle være fuld når han kom hjem.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig.

Tak for dit brev. Du beskriver situation meget vel reflekteret. Det virker som om du er god til, at være ærlig omkring dine føler både her til mig og til andre.

Jeg kan godt forstå, du ikke kan lide at din far drikker på den måde han gør. Jeg kan forestille mig, at usikkerheden i hvor du har ham, kan være svær.

Det lyder som om du snakker med din søster og mor om hvad der foregår. Jeg bliver nysgerrig på om I mon snakker med din far om det? Mon han ved hvordan det påvirker dig, at han drikker?

Det er rigtig stærkt, at du kan dele dine følelser med mig. Jeg ved fra andre unge, at de har oplevet det som en stor hjælp at snakke med andre om det, der er svært. Jeg tænker på, om du mon kan bruge det mod du har vist mig, til at fortælle en ven/veninde på efterskolen om din far? Så kunne det være det også kunne blive nemmere at have ham/hende med hjem en dag. Jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at have nogen med hjem hvis han måske er fuld. Mon det kunne give mening for dig, at snakke med din kusine om hvordan hun forholdt sig til dette da hun boede hjemme?

Hvis du gerne vil have yderligere hjælp til de svære følelser der kan være omkring det, at din far drikker, så findes der en organisation der hedder TUBA, som arbejder med børn og unge hvis forældre har et misbrug. De tilbyder online rådgivning for alle, samt terapi i nogle kommuner. Du kan læse mere om dem her: https://tuba.dk

Jeg kan godt forstå, at du ville ønske han aldrig var fuld når du er tilstede. Desværre kan ingen tvinge din far til, at stoppe. Men i de fleste kommuner findes der hjælp, i form af behandling og rådgivning til folk med et alkohol misbrug. Alle kommuner har en åben, anonym rådgivning du kan ringe til og høre hvad der findes af tilbud, i din kommune. Måske du kunne snakke med din mor hvordan hun kunne hjælpe din far i behandling? Det vigtigste er, at du husker på, at det IKKE er dit ansvar hverken, at han drikker eller, at få ham til at holde op.

Du har vist rigtig meget styrke i, at fortælle så åbent om dine tanker og følelser. Jeg tror på, at du kan bruge denne styrke videre frem til, at finde den rigtige vej for dig gennem det her. Vid at der er steder derude der gerne vil hjælpe dig, og at du altid er velkommen til at kontakte Børnetelefonen igen og få yderligere hjælp.

Kram til dig fra Børnetelefonen.

 

 

 

Drikker din mor eller far for meget? Få flere gode råd her

Det er svært at leve med en forælder, der drikker for meget. Det kan føles som om, de slet ikke er sig selv. Alkoholen kan også gøre, at du ikke føler dig tryg og du kan måske føle, at din mor eller far vælger at drikke fremfor at passe på sig selv og sin familie.

Måske har du tanker som: Jeg tror mine forældre har et alkoholmisbrug! Min mor er alkoholiker, hvad kan jeg gøre? Min far drikker i smug, hvem skal jeg sige det til? Jeg kan ikke stole på min far, for jeg ved ikke hvornår han drikker sig fuld. Når min mor er ædru elsker jeg hende, men når hun er fuld, så er hun en helt anden person.

Hvis der er alkoholproblemer i din familie, er det vigtigt, at du ikke går alene med det. Her på siden kan du finde gode råd til, hvordan du får hjælp til at tale om det – og hvem du kan tale med det om. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Stem

Forældre og alkohol

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat