Livet er forvirrende

Hej
Længe har tanken kørt i mit hovede, vedrørende om jeg skulle skrive til jer eller ej. Men klokken er nu 3 om morgen og jeg hverken kan eller gider at sove.

Jeg er en pige på 16 år og jeg har lige færdiggjort folkeskolen, bagefter står den på STX.

Jeg har en storebror samt mor og far. De er begge gode forældre, og de elsker mig, dog er de ikke helt perfekte (men hvem er også det?). Min far er tidligere alkoholiker, og en aften for et par år siden, hvor han var stærkt præget af både alkohol og piller, gjorde han noget ulovligt, som medførte et og et halvt år i fængsel. Derefter blev han erklæret for psykisk syg, og kom på et psykiatrisk center.

Det var hårdt. Og det ramte også min familie hårdt. Jeg mistede de få venner jeg havde tilbage – det skal lige siges at jeg aldrig har været særlig heldig på vennefronten, men det en anden historie – fordi jeg ikke kunne åbne op til dem om hvad der var sket, istedet lukkede jeg mig selv inde. Min bror stoppede også med at snakke, og min mor prøvede at leve vidre så godt hun nu kunne. Mine forældre er ikke længere sammen. De bor dog sammen og skændes tit. Det er meget udmattende at høre på…

Jeg har valgt kategorien “øvrigt” fordi det her brev handler om sådan ca. alt lort i mit liv. Min far er nu ude af det hele, men han er begyndt at drikke igen, og det er op ad bakke… Da jeg var lille kunne jeg slet ikke bære tanken om at mine forældre ikke skulle bo sammen…. Nu ønsker jeg det mere end noget andet. Så familielivet er pretty much f*cked. Det har det været i lang tid, samtidig med at jeg følte jeg ikke rigtig havde nogen venner.

Jeg følte/føler mig meget alene. Defor har jeg gået og bildt mig selv ind, at det alt sammen skete fordi jeg ville finde en som ville gøre mig så lykkelig at alt det andet ville forsvinde, og alt min fokus ville gå på ham. Altså en dreng som jeg ville forelske mig i. Den tanke er hvad der har holdt mig kørende i mange år. Men nogle gange er håb ikke nok, og tanken om at tage mit liv har strejfet mine tanker flere gange, fordi alt var så hårdt at bære og jeg så ingen grund til at leve. Det eneste der holder mig fra det, er fordi jeg ved at min mors liv ville blive ødelagt, hvis jeg vælger at tage mit eget.

Ingen burde leve på den måde… Men det gør jeg. Som sagt er håb nogle gange bare ikke nok.

Specielt eftersom jeg brækkede min næse for 2 år siden, og den er nu både meget skæv og har et såkaldt “knæk”. Jeg kan ikke længere se den skønhed som min mor snakkede om at jeg havde. Og jeg kan ikke forestille mig at nogen drenge kunne lide mig, for den sags skyld.. Elske mig.. Andre drømmer om penge, magt, at rejse, at ændre verden. Jeg ønsker blot at blive elsket af en dreng. Men jeg er heller ikke som andre unge, og det er også defor jeg føler mig alene… Pga. Min far som er alkoholiker, har jeg valgt at holde mig helt væk fra alkohol… Sådan er andre unge ikke… De drikker jeg sku i hegnet vær weekend, og de tager også stoffer og mister deres mødom som 13årige. Det er der da heller ikke noget galt med, men jeg ønsker at det skal være specielt…

Jeg ER meget anderledes.. Jeg drikker eller ryger ikke, jeg elsker at lytte til jazz og klassisk musik (som 16årig.. I mean come on, hvem gør det?), jeg ønsker at gøre en forskel og passe på vores jord. Og jeg ønsker at finde en dreng som reelt tænker med sin hjerne og ikke med pikken…. Jeg startede på mit første job for ca. 2 uger siden. Det er i en biograf og jeg elsker virkelig jobbet. Der er meget at lave og der er i høj grad kontakt mellem arbejdskiver, hvilket jeg nyder, når jeg ønsker at finde venner. Vi er i alle aldre, men vi kan godt med hinanden. Alle er meget søde, men det er specielt en som jeg kan lide bedre en de andre. Han heder Xxxxxxxxx og er bare helt min type. Han er anderledes og han er ikke bange for at sige hvad der er på hans hjerte. Alle andre synes at han er lidt mærkelig, men jeg dybt fascineret over hans person. I Folkeskolen var jeg omgivet af drenge som var meget uengageret, derfor er jeg dybt facineret af kloge drenge, som gider af engagere sig. Han er perfekt i mine øjne, og jeg har snakket med mine (få) veninder, og fortalt den om ham, og de er enige og siger at han er bare lige min type, har faktisk ikke mødt nogen der passer bedre. Jeg er slået bag over af ham.

Men skæbnen har aldrig været med mig, og selfølgelig er den heller ikke den her gang. Jeg er 16. Han er 24. Mit spørgsmål er nok så, hvad fanden skal jeg gøre? Ifølge mig er alder bare et tal, og det definere ikke nødvendigvis din modenhed. Jeg er med på at det ville være ulovligt at have et sexuelt forhold, og måske også andet, men jeg kan ikke slå ham ud af mit hovede.

Måske passer min person bare til fyrer som er ældre, fordi jeg har brug for mere modenhed, og hvis det er sagen, vil de jo altid være ældre end mig. Der er så mange tanker, at jeg ikke kan holde styr på ham.

Jeg kan forestille at I vil råde mig til at glemme ham, men hvad hvis han er den rette? Hvad hvis han er den der kan gøre mig lykkelig? Hvad hvis jeg ikke kan glemme ham, fordi vi arbejder sammen? Hvad hvis jeg ikke har lyst til at glemme ham?

Tja.. Det var nok alt for denne gang, og I fik enda en meget kort udgave… Jeg håber at i kan/vil hjælpe, og jeg håber at jeg bryder mig om jeres svar 🙂

Tak på forhånd.

K.h
Xxxx