Kan snart ikke holde det ud mere…

Kære pige på 15, snart 16

Tak for dit hjertegribende brev. Hvor er det bare modigt, at du skriver herind og deler din historie, og jeg håber så meget, at jeg måske kan hjælpe dig, så du forhåbentlig kan få den hjælp, som du i den grad fortjener, så du kan komme videre med dit liv.

Når jeg læser dit brev, er det helt tydeligt, at du er en pige, der har oplevet al for meget i forhold til din alder, og jeg kan godt forstå, at det er rigtig hårdt at tænke på, at du ikke længere har din mormor hos dig, når det tidligere har været hende, der har passet på dig, når dine forældre ikke kunne leve op til deres ansvar. Men heldigvis har du også nået at lære din mormor at kende - og minderne har du heldigvis stadig. Men det hjælper jo desværre ikke på, at du lige nu føler dig meget alene.

Jeg synes, at det er meget trist at læse, at du føler dig ”alene” – for et ungt menneske som dig skal ikke være alene. Det er der ingen, der kan holde til. Derfor vil jeg råde dig til, at du igen tager fat i en af de voksne på skolen - for det er på ingen måde i orden, at dine personlige ejendele ødelægges, at de andre elever bagtaler dig og kalder dig grimme skældsord. Det skal stoppe hurtigst muligt! Det er ikke noget, du selv kan klare - og i sidste ende er det også de voksnes ansvar. 
Du skriver, at du bl.a. har talt med din kontaktlærer, men at han/hun ikke kunne hjælpe dig. Det holder simpelthen ikke, for det er lærerne og skolelederen, der skal sørge for, at eleverne trives på skolen - og det gør du ikke. De historier, som du fortæller, viser, at dine kammerater på skolen stadig ikke har lært, hvordan man behandler hinanden ordentligt. Hvis det er lidt svært at få sagt til de voksne, hvordan du har det, så kan du overveje at vise dem dit brev til brevkassen, for jeg er slet ikke i tvivl om, at du er en ung pige, der i den grad har brug for hjælp, så du kan komme videre med dit liv på en god måde. Du skriver selv, at det er livet på efterskolen, der fylder mest, men det lyder også til, at du har nok at tænke på i forhold til din familie.

Derfor synes jeg da, at det lyder som en rigtig god ide, hvis du fx kunne tale med en professionel voksen, fx en psykolog, om al det, som du har været udsat for og om dit misbrug og selvskade. Faktisk er flere af tingene dybt alvorlige (fx at være ude i et hashmisbrug) og ulovlige (fx når du fortæller, at din gamle papfar har udsat dig for trusler og vold), og det kan være svært at komme videre, før man har fået hjælp til at bearbejde det, som man har oplevet. Derudover skal det også sikres, at du ikke længere bliver udsat for trusler og vold derhjemme, for så er det kommunens (og din sagsbehandlers) ansvar at sikre, at du får en sikker og tryg base, hvor der er nogle voksne omkring dig, der passer på dig og fx sikre, at du ikke skader dig selv eller kommer ud i et misbrug igen.   

Jeg håber derfor, at du nu har fået modet til at fortsætte kampen med at råbe de voksne op, så de kan hjælpe dig - måske du skal starte med en voksen fra skolen eller en helt anden, du selv har i tankerne? Det vigtigste er bare, at de får at vide, hvordan du har det.. du har brug for deres hjælp! 

Hvis du har brug for det, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen. Her sidder rådgivere parat til at lytte og hjælpe dig. På BørneTelefonen har vi også et tilbud, der hedder en "bisidder". Kort fortalt er en bisidder en voksen fra Børns Vilkår, der kan hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen. I dit tilfælde synes jeg nemlig det lyder til, at du i den grad har brug for mere hjælp end det, du får nu. Du kan læse mere om en bisidder her: https://bornetelefonen.dk/bisidder  

De varmeste tanker til dig
Fra BørneTelefonen