Kære pige
Jeg kan godt forstå, at du skriver, at du virkelig har brug for hjælp. For det er super svært at have en far, der drikker, og en mor der er narkoman.
Det har sikkert været hårdt hjemme hos dig længe. Men nu kan du mærke, at du ikke kan klare det mere. Og at tingene skal ændres. Og det er godt! For du skal ikke klare det her. Og slet ikke alene. Du skal have det bedre derhjemme.
Man kan føle sig meget alene og utryg, når ens forældre har et misbrug. Mon du kan genkende det? Ens mor eller far er ikke altid til at komme i kontakt med, når de er påvirkede. Og det er ubehageligt. I din alder, støder man ind i mange problemer og situationer, som man ikke kan klare alene. Du har derfor brug for, at der er en voksen, der passer på dig. Og hjælper dig. Og det kan dine forældre ikke altid, når de har et misbrug.
Jeg ved ikke, om du har talt med andre voksne om, hvordan du har det? Måske ved de voksne omkring dig godt, at din mor er narkoman? Men måske er der ingen, der ved, at din far drikker?
Uanset hvad, så tænker jeg dog, at du skal have hjælp fra en voksen. Jeg ved, at det kan være svært at finde modet til at fortælle andre, hvordan det står til derhjemme. Det kan også være, at du er lidt flov over at skulle fortælle det. Jeg har talt med andre børn, der har haft det på den måde. Alligevel er det vigtigt, at du får fortalt en voksen, hvad der sker. For så kan den voksne tale med kommunen, som så kan hjælpe både dig og din familie. Det er nemlig sådan, at I godt kan få hjælp til at få det godt.
Er der mon en voksen på skolen, der har lagt mærke til, at det ikke er ok derhjemme? Eller er der en lærer, du er tryg ved, som du kunne tale med? Det kunne også være en anden voksen – en af dine veninders forældre, en nabo eller en klubpædagog?
Vi kan også hjælpe dig her på BørneTelefonen. Du kan få en bisidder. En bisidder er en voksen, der kan hjælpe dig med at tale med kommunen. Bisidderen taler med dig og hjælper dig inden mødet med kommunen. Så du ikke er alene. Du kan ringe til os på 116111. Så skal vi nok fortælle dig mere om bisiddernes hjælp.
Jeg håber, du snart får hjælp, så du kan få det godt. Du fortjener det.
Kærlige hilsener fra BørneTelefonen