Brev

Jeg vil væk fra mine forældre

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng der har brug for noget hjælp

Tusind tak for dit brev. Det er en rigtig godt, at du har skrevet til BørneTelefonen. Det er meget tydeligt, at både du men også dine forældre har brug for hjælp. Det er stort af dig, at du tager ansvar for det. Jeg vil give dig nogle ideer, som jeg håber, du kan bruge.

Forældre må ikke slå deres børn, og de må heller ikke tage dem hårdt i armen. Det kan selvfølgelig være svært at sige, hvad der er hårdt. Det er din far og dig måske ikke enige om. Ud fra din beskrivelse lyder din far meget truende – ikke kun fordi han tager fat i dig og tager hånden op som om han skal slå, men også fordi han siger, som han gør. Den måde han opfører sig på er ikke i orden, og det skal forandre sig.

Du skriver, at du har en bror. Hvor gammel er han? Jeg bliver nysgerrig efter, om han oplever det samme som dig? Hvordan reagerer din bror, når du og din far bliver sure på hinanden og når din far bliver gal? Jeg tænker på, om I kan støtte hinanden, eller om problemerne mellem dig og dine forældre også påvirker dit forhold til din bror på en negativ måde? Det er svært for alle at være i en familie, der ikke fungerer, og derfor kan dit forhold til din bror godt være påvirket af det på en negativ måde. Kan du genkende det?

Det er rigtig godt, at din nabo spørger til, om du er okay. Det gør han eller hun sikkert, fordi de kan høre, at der sker noget voldsomt hos jer. Hvad siger du til din nabo, når du bliver spurgt, om du er okay? Jeg tænker på, om du kan fortælle naboen, at din far reagerer meget voldsomt nogle gange? Jeg tænker også på, om din far ved, at naboen hører det og spørger til dig? Hvis han vidste det, så kan det måske fortælle ham, at det ikke er i orden, at han reagerer på den voldsomme måde. Det er ikke sikkert, at din far oplever det ligeså voldsomt, som du og naboen gør. Nogle gange kan andres reaktioner være med til, at man selv får øjnene op for, hvor skidt det er. Måske kan det også være sådan for din far?

Jeg er i tvivl om, hvor meget din mor ved? Selv om hun ikke bor hjemme, bør hun vide, hvordan I har det derhjemme, og hun bør vide, hvordan din far reagerer, når han bliver gal. Måske kan hun gøre noget, så din far bedre kan styre sig? Tror du det? Det lyder som om, din far har brug for hjælp til at tackle situationen og håndtere sin vrede, og det kan din mor måske hjælpe med. Selvom din mor ved, hvad der sker, synes hun måske det er svært at finde ud af, hvad hun kan gøre og hvordan hun kan hjælpe. Det kan være svært når man bor sammen og jeg kan forestille mig, at det bliver endnu mere svært, når din mor ikke bor sammen med jer. Måske vil det være en hjælp for din mor at ringe til ForældreTelefonen på 35 55 55 57. Her kan hun drøfte situationen og også få nogle ideer til, hvad hun kan gøre. Det kan du måske foreslå hende?

Jeg tænker, at det lyder som en rigtig god ide, at du kan bo ved din farmor. Det kan virke voldsomt, at du ønsker at bo et andet sted end hos din far, for på den måde fortæller du ham jo, at du ikke synes, han er god nok. Men det tænker jeg, at din mor og far må acceptere. Du fortæller, at du har boet hos din farmor før? Har det også været, når det har været svært imellem din far og dig? Hvis det har været i en lignende situation, som den I er i nu, så vil det måske være en god løsning. Jeg bliver nysgerrig efter, hvad din mors holdning er til, at du gerne vil bo hos din farmor? Accepterer hun det, og synes hun også, det er en god idé? Hvis din mor synes godt om ideen, så kan hun måske tale med din far om den løsning.

Hvad med din farmor - ved hun, hvordan du har det med din far? Hvad siger hun til, at din far reagerer som han gør? Kan din farmor mon tale med din far både om hans måde at reagere på, og løsningen med, at du kan bo hos hende?

Jeg har nu givet dig nogle forskellige ideer til, hvordan I kan løse det inden for jeres egen familie, nemlig at din mor eller din farmor kan tale med din far – både om hans voldsomme måde at reagere på og om løsningen med, at du flytter hjem til din farmor.

Der er også den mulighed, at du kan få hjælp andre steder fra. Når din far reagerer som han gør, så går han over stregen. I alle kommuner er der socialrådgivere, som skal hjælpe børn og unge, der har det svært hjemme. De kan hjælpe på flere forskellige måder. De kan hjælpe med, at du får et godt og trygt sted at bo, og de kan også hjælpe med at du kan få en bedre dialog med din far. Det afhænger af, hvordan situationen er og det afhænger også af, hvad du har lyst til. Når du er så gammel som du er, så skal de lytte rigtig meget til, hvad du har lyst til. Du kan enten ringe til kommunen eller tage på rådhuset og spørge efter en socialrådgiver.

Det kan være svært at tage kontakt til kommunen og det er ikke altid nemt at finde ud af, hvem man skal tale med. I Børns Vilkår har vi et bisidderkorps, der kan hjælpe med at få kontakt til kommunen og som kan tage med dig til møder i kommunen. Det kan du læse mere om i faktaboksen. Hvis du gerne vil bruge bisidderkorpset, så kræver det, at du opgiver din anonymitet. Det vil sige, at du skal fortælle dit navn og adresse. Det skal du selvfølgelig overveje, om du har lyst til.

Hvis du gerne vil vide mere om bisidderkorpset og hvad det betyder, at du opgiver din anonymitet, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111. Her kan du være anonym - man kan ikke se dit telefonnummer og man kan heller ikke se på telefonregningen, at du har ringet til BørneTelefonen. Hvis du gerne selv vil tage kontakt til kommunen, så kan BørneTelefonen også hjælpe dig med at finde adresse og telefonnummer til kommunen.

Jeg bliver nysgerrig efter, om din skole ved noget om, hvordan det er hjemme hos jer? Nogle gange kan det være rart at betro sig til en udenfor familien men en som man kender godt. Har du mon en lærer, som du er særlig tryg ved og som du kan have lyst til at tale med? Din lærer kan også hjælpe dig med at få kontakt til kommunen og måske vil han eller hun også gerne gå med dig til møder i kommunen, hvis du gerne vil have det. Hvis du har lyst, så kan du jo vise dit brev og svaret til din lærer.

Du har nu fået nogle forskellige ideer til, hvad du kan gøre. Jeg håber, det er nogle ideer, som du kan bruge. Det gør mig rigtig trist, at du skal opleve de voldsomme reaktioner fra din fars side. Det er på ingen måde i orden. Du tager et kæmpe ansvar, når du vælger at gøre noget ved det. Det fortæller mig, at du er sej og stærk. Du har selv et forslag til hvordan det kan løses ved, at du flytter hjem til din farmor. Det fortæller mig, at du også tænker i løsninger, og det er rigtig flot, at du kan det i en situation, der er så svær. Dine forældre burde være stolte af dig. Jeg håber det bedste for dig.

Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat