Jeg hader min far
Børnetelefonen
Du har sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. En fra BørneTelefonen har besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Vi håber, at du alligevel vil kunne bruge svaret. Dit svar kommer her:
Kære 14 årige pige
Mange tak for dit brev til BørneTelefonen, hvor du er virkelig god til at fortælle hvordan du har det, og hvad du har oplevet igennem tiden. Det er simpelthen så flot, du åbner op om dine forhold hjemme hos din far/mor/familie. Det kan være rigtig svært at fortælle om, hvordan man har det, når det handler om noget der måske ikke er andre der kender til, og det foregår i ens familie. Det er meget modigt af dig, og en styrke du skal holde fast i!
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor meget din fars valg og temperament har påvirket dig og dit liv. Det er jeg rigtig ked af at læse, for det er der ingen i verden der fortjener den behandling, du har været udsat for.
At du også udtrykker det ikke er okay. At du ikke længere vil finde dig i det, der sker derhjemme, og at du til og med har tilgivet ham mange gange, men ikke ønsker at gøre det længere, fortæller også noget om dig som person. Du ved nemlig hvordan man skal opføre sig overfor andre mennesker. Det håber jeg, du altid vil holde fast i, 0g rose dig selv for!
Jeg vil rigtig gerne dele mine tanker med dig og give dig nogle handlemuligheder, som du kan overveje, og, som jeg håber du vil handle på.
Det lyder til ud fra dit brev, at det langt fra er første gang din far er blevet så rasende at han har truet dig med at sende dig på børnhjem; smide din mor og dig ud af huset osv. Som ung har du derfor flere muligheder for at få hjælp. I Danmark har alle voksne pligt til at hjælpe børn og unge, der ikke oplever at det er trygt at være derhjemme. Ligesom i dit tilfælde, hvor din far er psykisk voldelig. Selvom din far måske ikke slår dig, er psykisk vold mindst lige så hårdt som fysisk vold.
Måske man ikke kan se det fysisk på kroppen i form af mærker, men psykisk vold kan sætte sig på sjælen og i kroppen, så det kan ende med at du har traumer. Det er vigtigt at få det bearbejdet og få snakket om disse traumer, så det ikke påvirker dit liv på længere sigt.
Du skriver, folk siger til dig du skal tilgive ham, fordi han er din far. Jeg kan godt forstå, du ikke har lyst til at blive ved med at tilgive en person, som bliver ved med at gentage den samme fejltagelse. Nu ved jeg ikke hvem du har snakket med, men mon det vil give mening for dig at snakke med en anden, end din mor?
Det virker ikke til at din mor kan sige fra, overfor din far og hun godt er klar over, hvad der foregår derhjemme. Så måske er det en god ide at tage fat i din lærer og vise ham/hende det brev du har sendt ind til os? Hvis ikke du føler, at du har en lærer du kan snakke med, har du mon så en anden voksen, som du føler at du kan tale med? Fx. en moster, onkel eller en træner?. Det vigtigste er, at det er en, som du har tillid til.
Din lærer har pligt til at hjælpe dig, hvis han/hun får at vide at du ikke trives derhjemme, og at det går ud over din mor og dig. Din lærer skal fortælle kommunen om det der sker hjemme hos jer. Og dermed skal kommunen hjælpe dig og din familie. Hvad tænker du om at tale med nogen om det?
Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.
Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive hørt og sige din mening.
Måske vil det føles godt for dig at ringe til BørneTelefonen og tale med en bisidder? Du kan ringe på 116111. Her kan du tale anonymt med en voksen om, hvordan du kan få mere hjælp. Hvis man er opvokset i et hjem hvor man ikke føler sig tryg, kan man have brug for at tale med nogen. En bisidder har overblik over, hvad der findes af muligheder for hjælp i din kommune.
Jeg håber så meget, at du kan bruge mine bud på, hvad du kan gøre herfra. Og at du vil finde en smule ekstra mod og styrke til at tale med nogen om det der foregår hjemme hos dig, så du kan få tingene til at fungere i dit liv igen.
Du er altid meget velkommen til at skrive eller ringe til os på 116111. Vi er vant til at tale med børn og unge, om alt det der er svært.
Jeg hepper på dig!
De Kærligste Hilsner,
BørneTelefonen
Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst
Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige eller hvis frygten styrer, den måde man er på, og hvordan man har det, så er det vigtigt, at man får noget hjælp.
Nogen oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.
Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.
Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.
slap af og find ro vejrtrækningsøvelse
Video: gode råd om angst
Hvad er angst egenligt? Og hvordan påvirker følelsen os?
Se video’en på vores YouTube-kanal og vælg det råd, der passer til dig.